Amagerbanken. Del 1

“Der var engang”! Vi kan stadig huske Amagerbanken. Måske der, hvor man havde sin første bankbog? Måske et byggelån? Eller hvad med de store årlige generalforsamlinger, der i de sidste mange årtier blev afholdt i Bella Center på Amager?

I 1920 købte Amagerbanken etatsråd Holmblads ejendom på Amagerbrogade 25. Det nye hovedkontor åbnede i 1921. Ejendommen blev udbygget i 1926 og den udformning, man kender i dag, er fra udvidelse i 1937. Tegningen viser hovedkontoret inden ombygningen i 1937.

Af Dines Bogø

Banken blev stiftet i Kastrup den 14. januar 1903.

Hovedkontoret med ekspedition lå i samme bygning, nemlig hos initiativtageren telefondirektør Emil Bernhard Petersen (1853-1927).

Kastrup Bank

E.B. Petersen stillede herreværelset til rådighed i sin villa “Strandhøj”. Villaen ligger på Amager Strandvej 384 og i dag finder man ”Ocean Hotel & Konference” i bygningen.

Efter 1906. Daværende Kastrup Strandvej 108. Nu Amager Strandvej 384. Telefondirektør i K.T.A.S. Emil Bernhard Petersen havde 11 børn. Flere af de syv døtre deltog i bankdriften. I 1908 var det datteren Siri (1883-1976) der blev bankbestyrer i den nye filial i Dragør. (Foto fra Amagerbankens arkiv).

De først tre år hed banken ”Kastrup Bank”. Da man i 1906 flyttede hovedkontoret til Amagerbrogade 140 blev navnet ændret til ”Amagerbanken”. Nu satsede man på at få kunder fra hele Øen.

1908. Amagerbankens filial nr. 2 blev oprettet i Dragør på Stationsvej 8. Til venstre ses lods Mathias Steffensen med sine børnebørn Felix og Aage. Amagerbanken er lige flyttet ind. Postkontoret er flyttet fra villaen til den nyopført stationsbygning, der ses i baggrunden. Alle stationer på Amagerbanen er tegnet af arkitekt Henrich Wenck. (Postkort udlånt af Else Arnbo).

Amagerbanken og de første filialer

Ofte har det været nævnt, at Amagerbanken på en måde også kunne markere den 27. februar 1906 som stiftelsesdag, men man fastholdt den dato, hvor Kastrup Bank startede i 1903.

Villaen på Amager Strandvej blev i 1906 Amagerbankens første filial, da hovedkontoret som nævnt flyttede til Sundby. Man kunne stadig kontakte banken på Kastrup Strandvej via E.B. Petersen, nemlig ”Kastrup nr. 1”.

27. august 1920. Holmblads tidligere ejendom ombygget til Amagerbankens nye hovedkontor. (Foto: Kbh. Stadsarkiv).

Amagerbanken overtog i 1929 ”Kastrup og Omegns Bank”. Denne bank lå på Kastruplundsgade 1 i en bygning, som banken opførte i 1924. (dengang var der endnu ”s” i gadenavnet). Den konkurrende bank startede beskedent i Kastruplundgade 9. Nu blev hjørneejendommen til Amagerbankens Kastrup afdeling.

”Kastrup og Omegns Bank”, der blev stiftet i 1919 havde også en filial på Amagerbrogade. Denne filial blev nedlagt og kunderne blev flyttet til Amagerbankens Sundby Afd., der var flyttet til Amagerbrogade 114.

Åbningstid var mandag-fredag 10-15 samt fredag yderligere 17-19 og lørdag fra 10-14.

Stationsvej 8 ca. 1909. Her lå Dragør telefoncentral fra 1909 til 1963. I 1924 blev Dragør Central kraftigt udbygget og mange abonnenter i Store Magleby landsby blev flyttet fra Magle Central i Viberup til Dragør. De overflyttede fik nye Dragør-telefonnumre. KTAS modtog mange klager, men i Nørregade i København forstod man slet ikke argumentet om, at man ikke ville have et Dragør-nummer, når man boede i Store Magleby. Der var også pensionat i villaen med henvisning til der i bygningen havde været posthus. (Foto udlånt af Else Arnbo).

Filialen i Dragør

På opfordring af fabrikant Wilhelm Wieder besluttede Amagerbankens bestyrelse allerede i 1907, at åbne en filial i Dragør. Det var samme år, som Amagerbanen åbnede for person- og godstrafik mellem Sønderbro og Dragør.

Den 2. januar 1908 kunne man byde velkommen til kunderne i stuetagen i Chr. Nicolaisens villa lige uden for den gamle bydel. Nicolaisen var, som Wilhelm Wieder, bestyrelsesmedlem i “Dragør Fremme”. En utrolig aktiv forening, der gjorde meget godt for Dragør.

Nicolaisen havde fået et lokale ledigt, da postkontoret i 1907 flyttede til den nye Stationsbygning.

Amagerbanken har gennem alle årene, når det var muligt, støttet lokalt. I januar 1928 kunne man læse, hvordan Amagerbanken støttede på hele Øen.

Byens telefoncentral flyttede i 1909 til villaen, hvor man også havde pensionat. Der har hele tiden været livlig aktivitet i den villa.

I kælderen på Stationsvej 8, ved siden af KTAS’s krydsfelt, var der opstillet en bankboks. Selve ekspeditionen foregik i et værelse ved siden af telefoncentralen. Amagerbanken betalte 45 kr. om måneden for leje af banklokalet.

Selv om det “kun” var en villa, var der ofte transport til og fra ejendommen af store telefonborde, krydsfelter, boksanlæg og kontorinventar. (Foto fra 1939-40 udlånt af Else Arnbo).

Amagerbanken investerer i en byggegrund

Banken ønskede at udvide. Man åbnede flere filialer på Amager og man tænkte langsigtet.

6. februar 1919. Amagerbanken har købt byggegrunde i Dragør og Kastrup. Byggegrunden i Kastrup fik man ikke brug for, da man overtog Kastrup og Omegns bygning i 1929.

I 1919 købte man grunden Stationsvej 7 ved siden af byens rådhus. Her ville man bygge en ejendom, hvor filialen kunne ligge.

Amagerbankens logo 1906-73. På Amager Birks daværende kontor i Overgaden over Vandet så bankens bestyrelse birkets gamle segl. “Amagermanden” står med en kornmåler og på venstre arm bærer han en kurv med grøntsager. Ofte har kunderne troet, at det var en bankbog, som “Amagermanden” holdt i højre hånd.

I 1937, efter 18 år, mente man, at tiden var inde og man søgte om byggetilladelse til at opføre en større ejendom. Der var rejsegilde i 1938 og midt på sommeren 1939 kunne man åbne i de nye store lyse lokaler.

1927. Amagerbankens filial i Dragør 1908-39. Telefonabonnenter var dengang forbundet til centralen via luftledninger. Hurtigt at etablere, men ikke særligt stabilt. (Foto: Amagerbankens arkiv).

Banken kunne fortsat kontaktes på tlf. Dragør nr. 39. Her lå banken i over 30 år, men så længe skulle der ikke gå, inden man flyttede næste gang.

22. maj 2003. Det eneste, der endnu minder om en tidligere telefoncentral, er den moderne telefonboks ved forretningerne på Stationspladsen. Nu beboelse. Tidligere pensionat, postkontor, telefoncentral, kunstneratelier og bank. (Foto: Dines Bogø).

Amagerbanken. Del 2

 

Seneste artikler

 

Fik du læst?

Tivoli er åben…

FORÅR: Iklædt påskegult åbnede Tivoli i dag portene til dette års sommersæson, der varer til 22. september. Forlystelseshaven lægger ud med at markere Påske i

Læs mere »