Midt i tresserne skete der et rovmord på Amager, som blev omtalt på forsiderne af landets aviser. Det særlige, der var med til at adskille det mord fra andre var, at det var en ældre kvindelig købmand, der var blevet myrdet.

Af Dines Bogø
Severine Mikkelsen (1898-1966) åbnede normalt sin forretning og benzintank om morgenen ved 7-tiden. Hun havde tanken åben til kl. 22.15. Hun lukkede først efter, at hun havde lyttet til Pressens Radioavis.

Fru Mikkelsen havde passet tanken siden 1926. Hendes mand var snedker og overofficiant ved artilleriet Alfred Mikkelsen (1893-1957).

Severine og Vilhelm Alfred Mikkelsen var blevet gift 1917 i Tårnby Kirke. De første 4-5 år boede de til leje i Carl Høyers villa ved Dragør Kirke (nuværende menighedsbørnehave). De fik ingen børn, bl.a. fordi Severine var blevet fejlopereret i forbindelse med en blindtarmsbetændelse, medens hun var gravid.

Hun havde to brødre og søsteren Gudrun boede få minutters kørsel væk i Store Magleby.
Hendes forældre, der var indvandret fra Skåne, havde haft en gård på Amager Landevej 150. Forretningen med benzintanken var udstykket fra det gamle areal.
Et par nevøer og en nabo hjalp af og til på tanken.
Der havde været købmand på stedet fra 1925 og året efter var der etableret en BP-tank.

Rovmordet
Købmand og benzinforhandler Marie Jensine Severine Mikkelsen født Olsen blev myrdet sent om aftenen onsdag den 9. marts 1966.
Ejendommen der stadig eksisterer, ligger på hjørnet af Gemmas Allé lige over for Den gamle Lufthavnsvej. Da motorvejen til lufthavnen åbnede i 1960, blev lufthavnsvejen lukket.
I.flg. rygter havde politiet hæftede sig ved, at naboerne ikke havde hørt hendes hund gø. Det var rygter uden hold i virkeligheden, som meget andet, da Severine ikke havde ikke haft hund siden sin mands død.

Severine Mikkelsen må være slået ned omkring kl. 22.30. Hun havde ikke fået indført oplysninger om dagens benzinsalg i sin kalender, som hun plejede, når tanken blev lukket efter hun havde lyttet til Radioavisen.

Gerningsmanden havde kun fået ca. 400 kr. i udbytte. Det var ikke lykkedes for ham, at få fat i de lidt over 16.000 kr. (ca. 160.000 nutids kr.), der lå forskellige steder i villaen. Pengeskabet var sikret med en privat alarm. I første omgang kunne det ligne et rovmord, mente politiet!

Oplysninger til pressen
Tårnby kriminalpoliti ønskede et tæt samarbejde med pressen. Aviserne fik meget hurtigt oplyst stort set alt, hvad de ønskede.

Dog tilbageholdt politiet selvfølgelig, som sædvanligt, enkelte detaljer fra drabsstedet. Af mangeårig erfaring ved man, at der ofte dukker flere op, der tilstår, at de er gerningsmanden.

Fortsættes 9. oktober 2020