No menu items!
More
    tirsdag, oktober 27, 2020

    Forside Nyheder Rekord: cykler en halv million ind til Stafet for Livet

    Rekord: cykler en halv million ind til Stafet for Livet

    Cykelholdet Race 500 har de sidste tre dage tilbagelagt 500 kilometer gennem Danmark til fordel for Stafet for Livet og dermed Kræftens Bekæmpelse. Og på trods af corona som en svær modstander, er det lykkedes dem at slå alle rekorder.

    Foto: Race 500

    Af Pia Melander Guilbert

    Corona har været en svær modstander i år, også for cykelholdet Race 500, der siden 2018 har kørt for Stafet for Livet i Dragør. I år blev stafetten aflyst, og datoen for cykelløbet måtte rykkes. Det betyder blandt andet, at rytterne går glip af den festlige modtagelse på Dragør Skole, som de hvert år glæder sig til.

    Alligevel er det lykkedes de 75 seje ryttere at slå alle rekorder: De har i løbet af tre dage gennem Danmark samlet en halv million ind.

    “Mangler ord, og håber I ved hvor stolte og taknemmelige vi er,” skriver Stafet for Livet Dragør” på sin facebookside i dag.

    Den tidligere fodboldspiller Ebbe Sand kørte i år med på Race 500 ruten. Foto: Race 500

    En stor bødekasse

    På Race 500s egen facebookside har man kunnet følge turen, der ikke kun er disciplin, ens lycradragter og dyre cykler, men også et socialt arrangement med plads til en fadøl i ny og næ samt lækre middage hos holdets sponsorer.

    Af Race 500 facebooksiden fremgår det blandt andet, at en femtedel af pengene i år stammer fra bødekassen, som rytterne selv betaler til, når de i løbet af turen overtræde nogle af holdets regler. Det kan fx være, at de mandlige ryttere har glemt at barbere ben, at strømperne sidder for højt, eller man har forkerte sko på. Det vidner nok mest om, at underholdningsværdien har været særligt stor.

    Som noget nyt har Race 500 i år fået lavet et flot, gratis magasin, hvor du både kan møde rytterne, læse om turen (og bødereglerne), samt læse artikler om sponsorerne, og hvorfor de har valgt at støtte.

    Et minuts stilhed

    En trist nyhed, der kun bekræfter det vigtige formål, fandt dog også sin vej på årets tur. Rytterne kører ofte selv for nogen, de kender, der har eller har haft kræft, og en af dem kørte i år for en kun 11-årig pige, der nu er død. For hende blev der holdt et minuts stilhed.

    Omkring klokken 17, i dag lørdag, forventes rytterne at lande ved Dragør Fort, hvor det på grund af corona ikke er muligt at møde op og tage imod dem. Race 500 opfordrer dog til, at familie og andre interesserede stiller sig ud på Kirkevej og hepper på dem, når de trætte og ømme i benene kæmper sig det sidste stykke vej.

    Must Read

    Inge Poulsen og Dragør Bio

    Sidste år fortalte en veloplagt Mette Jansen, formand for Dragør Biografforening om samarbejdet med biografdirektør Inge Poulsen.