No menu items!
More
    lørdag, november 28, 2020

    Forside Nyheder - Dragør Dragør Boldklub imponerer igen

    Dragør Boldklub imponerer igen

    Starten på livet i Københavnsserien har overgået alle forventninger for træner Henrik Gundersen og spillerne i Dragør Boldklub (DB).

    Frederik Glendorf (med 8-tallet) scorer til 2-0 kort før pausen i kampen mod Hvidovre 2. Mathias Rahbek (nr.9) kigger på. Foto: Christian Haslund/Brønshøj Boldklub

    Lørdag eftermiddag vandt man nemlig sin fjerde sejr af fem mulige i denne sæson, da det blev til en overbevisende gevinst på 4-1 over Hvidovres divisionsreserver.

    Faktisk var der aldrig rigtig tvivl om resultatet, selv om hjemmeholdet var presset langt tilbage på banen, især i første halvleg. Savnet af nøglespilleren Frederik Frost så ud til at kunne mærkes i begyndelsen.

    Gæsterne havde to forsøg på stolpen/overlæggeren, og målmand Jonathan Gudmundsson præsterede et par pragtredninger, som man normalt kun ser i rækker langt over Københavnsserien.

    I en livlig åbning blev det DB, som fik sat den første “pind” ind. Kristoffer Enoch fik scoret sit tredje sæsonmål efter opspil af Mathias Rahbek, hvilket dog langt fra fik gæsterne fra Hvidovre til at opgive ævred.

    Kort sagt var DB under pres i slutningen af første halvleg, og det var derfor noget imod spil og chancer, at Frederik Glendorf kunne øge til 2-0 på sit tredje mål i denne sæson. Det var samtidig det sidste spark inden pausefløjtet fra dommer Rabhir Elkhatib.

    God periode i anden halvleg

    Tomålsføringen skabte ro blandt hjemmeholdets spillere i anden halvleg, hvilket tydeligvis gav Mathias Rahbek modet til at score sit første turneringsmål efter oprykningen. Herefter spillede man den bedste periode i kampen, og målet til 4-0 af Frederik Glendorf beseglede tilsyneladende gæsternes skæbne.

    Sidstnævnte træffer var i øvrigt noget af en perle, da Glendorf opdagede, at Hvidovre-keeperen var langt ude af sit mål, og så kan man jo lige så godt sende den i en høj bue over ham, tænkte Glendorf åbenbart…

    Det sluttede dog med et lille bump på vejen, for godt 10 minutter før tid fik udeholdet alligevel reduceret til 1-4. Det var dog trods alt en betydningsløs trøstetræffer, og i skrivende stund (nogle af de øvrige konkurrenter har ikke været i kamp i denne spillerunde endnu) ligger Dragør Boldklub nummer ét i Københavnsserien!

    Cheftræner Henrik Gundersen (th) i samtale med AmgerNyt ved en tidligere lejlighed. Han var ovenud tilfreds med sejren over Hvidovre 2. Foto: AmagerNyt.dk

    Som altid var cheftræner Henrik Gundersen klar med en knivskarp analyse efter kampen, og han var naturligvis ovenud begejstret for sæsonstarten:

    “Vi havde en aftale om, at vi skulle afvente lidt, fordi vi mødte et godt hold med flere divisionsspillere. De er godt organiserede, men vi var dygtige til at stjæle bolden fra dem, når rummene blev for små. Vi har en fin offensiv, og fire sejre i træk havde vi ikke turdet håbe på, da vi startede på sæsonen. Vi er blevet gode til at tro på hinanden og overholde vores aftaler. Vi har også indset, at vi ikke kan løbe rundt og presse de andre (modstanderen -red.) og spille den rundt på banens sidste tredjedel hele tiden. Nogen gange må man også være pragmatiske, og det var vi i dag”, mente Henrik Gundersen efter sejren over Hvidovre.

    I næste weekend venter en topkamp OG et lokalopgør, når Dragør Boldklub lørdag kl. 14 møder Kastrup på Røllikevej.

    Must Read