No menu items!
More
    tirsdag, september 22, 2020

    Forside Historie Sophus har været der

    Sophus har været der

    I tidligere artikler om Sophus Falck, kunne man læse, at den gode direktør for Redningskorpset, Sophus Falck havde tid til andet end at være overdirektør i sit redningskorps. Det var ikke kun damer, der kunne sætte gang i hans fantasi og kreative evner.

    Ca. 1963. Sophus Falcks Allé 11, Dragør. Direktør Sophus Falck fik “Villa Helsebo” opført som sommerhus i 1923.

    Af Dines Bogø

    Under et besøg på Bornholm i 1925 hørte Sophus Falck om en større ladning træ (vraggods), der var drevet i land ved Snogebæk fra to grundstødte skibe.

    Hans tidligere aktiviteter med bygning af pavilloner af træ gav ham ideen til at opføre nogle sommerhuse af de mange brædder.

    1925. På det lille udhus i midten sidder et skilt, hvor der står “Handy”. Noget kunne tyde på, at det var huset tv, der kom til at hedde “Handy”. “Handy” blev nedrevet i slutningen af halvfemserne. Man kunne ikke vedligeholde det mere. Huset til højre på det gamle foto er sandsynligvis “Solhjem”, der stadig ligger på Turistvej 30A. (Foto: Bornholms Museum).

    Når Sophus Falck fik en idé, så skete der noget. Han købte en del grunde og en ladning brædder. I løbet af kort tid havde hans entreprenørafdeling opført syv sommerhuse ved fiskerlejet Snogebæk.

    I omtalen fra 1925 er der nævnt otte sommerhuse, men alt tyder på, at der kun blev opført syv huse.

    Sophus Falcks sommerhus på Amager

    Et par år før havde Sophus Falcks entreprenørafdeling også opført et sommerhus i Dragør.

    Sophus August Falck på Bornholm. Af andre fotos fremgår det, at han var sammen med sin ældste veninde Helene og deres fælles søn Einar.

    Sommerhuset var bygget til Sophus Falck samt hans faste ældste veninde Helene og deres fælles 12 årige søn Einar. Drengen var lidt svagelig, mente en læge, og det ville være godt med frisk luft på landet frem for lejligheden på Amagerfælledvej i Sundby.

    Huset, der stadig eksisterer på Sophus Falcks Allé 11, blev navngivet ”Helsebo”. Folkene, der opførte huset havde privat givet det et andet tilnavn, der refererede til direktørens faste elskerinde.

    I 1923 bestemt Sophus Falck, at hans sommerhus skulle hedde Helsebo. Måske set lidt i lyset af, at hans yngste søn Einar skulle på landet for at få lys og luft. På Amagerbro boede Sophus Falck sammen med sin veninde, dennes datter af første ægteskab, en stuepige og Einar i en mindre lejlighed på Amagerfælledvej 15. Sommerhuset ved Kirkevej i Dragør, har været det rene luksus. Off. boede Sophus Falck med hustruen, men hans mandskab kendte godt hans vinter- og sommeradresse. De kaldte sommerhuset for “Helene Lyst”. Helenes datter Dagny af tidl. ægteskab var ansat som kontorassistent hos Falck. Den første kvinde i koncernen. Samme dag, som Sophus Falck døde (29. juli 1926), sørgede Sophus ældste søn, den nye overdirektør Rudolph Falck for, at Dagny blev fyret og hendes mor Helene blev sat ud af sommerhuset i Dragør.

    Sophus Falcks sommerhuse i Snogebæk

    I dag genfinder man også navnet Helsebo” i Snogebæk”. Et navn Sophus Falck åbenbart havde en forkærlighed for.

    1929. Helsebo i Snogebæk. Sophus Falck havde forestillet sig, at de sommerhuse, som han opførte i 1925, skulle købes af et firma, der ville stille dem til rådighed for medarbejderne. (Foto i privateje).

    De øvrige huse, som Falck fik opført i Snogebæk, kom til at hedde: Klithuset, Handy, Udsigten, Falckebo, Solhjem og Fyrreskjul. Handy var navnet på et af de grundstødte skibe.

    På Turistvej i Snogebæk finder man stadig to af de oprindelige sommerhuse. Solhjem og Helsebo.

    30. juni 2011. Helsebo, Turistvej 28. Skiltet med husnavn var oprindelig et træskilt. (Foto: Dines Bogø).

    Handy eksisterede til omkring 1995, men kunne ikke restaureres. De fire andre huse, der lå på vandsiden, blev nedrevet i 1993, da der skulle opføres 17 moderne sommerboliger på grundene.

    Helsebo i Snogebæk har tilhørt flere brugsuddelere og en kort overgang i 1945-46 var der en mindre filial af Snogebæk Brugsforening i “Helsebo”. Det var i den periode, hvor nogle af de russiske besættelsestropper havde kvarter i Snogebæk.

    27. juni 2008. Da de fire Falck-huse på vandsiden blev revet ned i 1993, sikrede en lokal sig skiltene med alle husnavne. (Foto: Dines Bogø).

    Helsebo i Dragør blev overtaget af isenkræmmer Eduard Halgreen fra Sundby. Han ombyggede det til helårsbolig allerede omkring 1932. Husnavnet ”Helsebo” blev først nedtaget i 1963.

    Must Read

    Nyhed: Dragør på bekymringslisten

    Søndag er Dragør kommet med på listen af kommuner, der ifølge tal fra Statens Serum Institut har over 20 smittede pr 100.000...