Storspil af Dragør Boldklub i 75 minutter

Et lynmål allerede efter 54 sekunder satte skub i Dragør Boldklub (DB), som fik sin anden sejr på blot fire dage i Københavnsserien, da det blev 5-2 hjemme mod KB 2.

En lynscoring allerede efter 54 sekunder grundlagde DB’s storsejr på 5-2 over KB 2 i Københavnsserien lørdag eftermiddag. Arkivfoto: Mikkel Joh Johansen, Joh-Foto.dk

I tirsdags blev det til imponerende 4-1 ude over HB, og de gode takter fortsatte bogstaveligt talt fra starten af kampen mod KB 2. Således åbnede Frederik Frost målkontoen allerede efter 54 sekunders spil, hvilket i høj grad satte dagsordenen for kampens første 75 minutter.

Både Frost selv, Frederik Glendorf og Jonathan Bligaard havde chancer, inden det blev 2-0 ved netop Glendorf efter 13 minutter. KB-spillerne blev nærmest løbet over ende, og inden de havde fundet fodfæste ovenpå 2-0 målet, havde Nikolaj Strandby øget til 3-0 efter 23 minutter.

Stjernefrøet Mathias Rahbek, som blev skiftet ind midt i anden halvleg, sagde efter kampen til AmagerNyt, at DB-spillerne ofte går i panik og bliver stressede, når de kommer foran. Sådan var det slet ikke denne lørdag eftermiddag på opvisningsbanen i Dragør, hvor en varm brise gjorde forholdene ideelle til en god omgang seriefodbold.

Hjemmeholdet i de gule bluser stod i den grad for underholdningen i første halvleg, og det kunne nemt være blevet til flere træffere, inden dommer Muhammed Kucukavci fløjtede til pause.

Det lignede en afklapsning ved 5-0

Selv om tempoet faldt efter sidebyttet, var det tydeligvis kun en dyb vejrtrækning inden næste angrebsbølge. Næste DB-scoring stod der Jonathan Bligaard på, da han blot skulle puffe bolden det sidste stykke over målstregen til 4-0. Herefter lignede det en regulær afklapsning af de stakkels KB-folk, da Frederik Glendorf med sin anden scoring gjorde det til 5-0 midt i anden halvleg.

Så mente DB-spillerne tydeligvis, at de havde gjort nok for i dag, for i det sidste kvarter havde man tydeligvis udelukkende tanke på sejrssang og kassen med kolde øl, som ventede i omklædningsrummet.

To gange fik KB reduceret efter dødboldsituationer, men regulær spænding om udfaldet var der dog aldrig. Det havde set flot ud, hvis DB havde holdt modstanderen fra at score, men selv om cheftræneren bestemt ikke var himmelhenrykt over de to “baglænsmål” til sidst, valgte han alligevel at fokusere på, at hans hold havde givet opvisning i det meste af kampen:

“Som træner har man nok tendens til at fokusere på det, man kan rette, men vi spiller jo næsten fejlfrit i de første 75 minutter. Alligevel bliver min stolthed pirret, når nogle af vores værdier og aftaler ikke bliver overholdt. Omvendt er det også tydeligt, at hvis vi går ned på 80%, får vi ørerne i maskinen. Havde der stået 0-0 da vi holdt op med at spille, havde vi tabt kampen, og det skal vi lære af”, understregede Henrik Gundersen overfor AmagerNyt efter kampen.

Målmand Jonathan Gudmundsson, Mikkel Merser (med 2-tallet på ryggen) og de øvrige DB-spillere indkasserede til træner Henrik Gundersens fortrydelse to mål til sidst i kampen mod KB 2. Arkivfoto: Mikkel Joh Johansen, Joh-Foto.dk

Med den førnænvte sejr over HB i tirsdags og dagens tre point mod KB har Dragør nu samlet 6 point i de første tre kampe i Københavnsserien,

Det travle program for oprykkerne fortsætter i den kommende uge, hvor der venter en pokalkamp mod Danmarksserieholdet GVI på hjemmebane onsdag aften, mens man skal på langfart og spille mod NB Bornholm i Nexø næste lørdags kamp i Københavnsserien.

 

Seneste artikler

Badebro på plads

Søvangs helt eget sjak af frivillige brobisser var sidste weekend på hårdt arbejde med at sætte den imponernede 279,1 meter lange badebro.

 

Fik du læst?