Sommerserie: Dragørs udvikling og bevaring

Dragør er en smuk gammel by med en fantastisk flot og velbevaret bykerne. Men det er også en by, der har undergået store udviklinger og som ikke er kommet sovende til den beundringsværdige tilstand som den har i dag. I stueetagen på Dragør Museum har vi derfor, fordelt over tre afdelinger med forskellige temaer, fokuseret på byens udvikling og bestræbelserne på at bevare det historiske miljø.

Et af Dragørs ”monumenter” den tidligere bagergård (også kendt som “På Trappen”) i Strandstræde 8 som har været med til at definere den byggeskik der er bevaret i Dragør den dag i dag. Foto: AmagerNyt

Af Christian Aagaard, Museumsinspektør på Museum Amager

I den første afdeling er der lagt fokus på byens fysiske udvikling og hvad der har gjort, at Dragør er kommet til at fremstå som den gør i dag. Centralt i den fortælling er den store lokale bygmester Johan Hendrich Blichmann, der kom til Dragør omkring år 1776 og som boede der til han døde i 1815. Blichmann var yderst driftig og byggede blandt andet en række af byens flotte toetagers ”Skipperhuse”. Blichmann stod for overgangen til byggeri med mursten og tegltage og var derfor med til at definere den byggeskik, der er bevaret i Dragør den dag i dag. I udstillingen har vi, udover Blichmanns fantastiske arbejdstegninger – hvis detaljer stadig kan opleves rundt omkring i byen – også udstillet hans værktøj, hvormed vi i den grad kan fremvise, hvad der har skabt det historiske Dragør som vi kender det.

Bygmester Blichmanns arbejdstegninger og værktøj er udstillet på det nyopstillede Dragør Museum. Foto: Museum Amager

I rummet efter Blichmanns udstillede genstande har vi valgt at fokusere på bevaringsindsatsen i Dragør og det utrættelige arbejde en række lokale ildsjæle har udført for at bevare Dragørs historiske huse som de blandt andet blev bygget af Blichmann. Her kan man på en digital skærm dykke ned i bevaringsarbejdet ved at gå på opdagelse i Poul Dichs – Dragør Bevaringsnævns første formand – private fotoalbum og se et fyldigt interview med bevaringsnævnets nuværende formand David Rehling, hvori han beskriver indsatsen for at bevare Dragør samt de udfordringer der fortsat er forbundet dermed.

På en af museets digitale formidlingsskærme kan man høre om arbejdet med at bevare Dragørs historiske bykerne. Foto: Museum Amager

Til sidst, når museumsgæsten bevæger sig ind i Dragør Museums bagerste lokaler, kommer de helt ind i hjertet af den gamle by, hvor de træder ind i de gamle bevarede interiører, der er flyttet ind på museet for at kunne blive bevaret for eftertiden. Her træder man ind i en decideret tidslomme og kan få et indtryk af, hvordan husene har været indrettet inden man eventuelt tager sit museumsbesøg ud i den virkelige verden og går en tur rundt i den gamle bydel og besigtiger de smukke og flere hundrede år gamle bygninger som vores udstillinger tager udgangspunkt i. I Dragør hænger fortid og nutid uløseligt sammen.

To eksempler på historisk interiør er flyttet ind på Dragør Museum, hvor museumsgæsten for en stund kan træde tilbage i tiden og se hvordan de lokale boede i gamle dage. Foto: Museum Amager

I anledning af genåbningen af Dragør Museum har Museum Amager skrevet en serie artikler til AmagerNyt om de forskellige temaer der kan opleves i museets nye udstillinger på Dragør havn. Herunder kan du læse flere fra samme serie:

 

Seneste artikler

 

Fik du læst?

Tivoli er åben…

FORÅR: Iklædt påskegult åbnede Tivoli i dag portene til dette års sommersæson, der varer til 22. september. Forlystelseshaven lægger ud med at markere Påske i

Læs mere »