No menu items!
More
    fredag, oktober 30, 2020

    Forside Nyheder Ved du hvad du skal gøre hvis du oplever et stroke?

    Ved du hvad du skal gøre hvis du oplever et stroke?

    Prins Joachim var for nyligt en af de 33 danskere, der hver dag får konstateret et stroke. Stroke er en fælles betegnelse for blodpropper og blødninger i hjernen. En enkelt huskeremse kan lære dig at opdage stroke i tide.

    Af Pia Melander Guilbert

    Prins Joachim var heldig, da han for nyligt blev indlagt med en blodprop i hjernen. Ifølge Kongehuset slipper han uden varige mén. For andre patienter kan følgerne af et stroke give svære handicaps, som de skal leve med resten af livet. 

    Oplysningsindsatsen Red Hjernen har til formål at sikre, at flere overlever stroke med et godt liv. I en pressemeddelelse udtaler Christina Rostrup Kruuse, der er professor og overlæge på Herlev Gentofte Hospital og næstformand i Dansk Råd for Genoplivning:

    -Der er ingen tid at spilde, hvis man oplever, at ens forældre, bedsteforældre eller en anden person pludselig reagerer usædvanligt. Hvis man kender symptomerne på et stroke, vil man kunne handle hurtigt.

    I den mindst tvivl – ring 1-1-2

    En blodprop i hjernen stopper ilttilførslen til hjernen, hvilket i gennemsnit ødelægger to millioner hjerneceller i minuttet. Derfor er det vigtigt, at ringe 1-1-2 med det samme ved symptomer på stroke, så man kan komme hurtigt på hospitalet og få den rette behandling.

    Skuespilleren Sidse Babett Knudsen medvirker på Red Hjernens video om, de tegn du skal være opmærksom på i forbindelse med et stroke.

    – Selvom symptomerne ikke i første omgang virker alvorlige, kan de være de første tegn på stroke, og så skal man ikke tage nogen chancer. Personen, der bliver syg, kan miste evnen til at bedømme sin egen tilstand, så selvom han eller hun insisterer på at få lov til at hvile sig og se tiden an, så skal man som pårørende vurdere situationen. De fleste mennesker ønsker ikke at være til besvær, og det kan være vanskeligt fx at ignorere sin ældre mors ønske om ikke at ringe 1-1-2. Men det er det rigtige at gøre, hvis man er i tvivl, forklarer Christina Rostrup Kruuse.

    Stræk, Snak, Smil
    Det kan være svært at genkende tegnene på et stroke, da de kan være diffuse og forskellige fra person til person. Ved hjælp af en simpel remse kan du lære de mest almindelige tegn:

    Stræk. Hænger den ene arm?
    Snak. Hænger ordene ikke sammen?
    Smil. Hænger den ene mundvig?

    Remsen gør det let at huske de tre mest almindelige symptomer på stroke. Den bedste behandling af et stroke gives inden for 4,5 timer efter de første symptomer. I dag opdager halvdelen af de danskere, der får et stroke, symptomerne for sent til at få den mest effektive behandling.

    Nye behandlingsmuligheder

    Inden for de seneste år er der kommet gode muligheder for at behandle et stroke, hvis det opdages i tide. Hvis man som Prins Joachim har fået en blodprop i hjernen, kan lægerne inden for 4,5 time give medicin, der opløser blodproppen. Er blodproppen er for stor til medicinsk behandling, kan der laves en såkaldt trombektomi, hvor blodproppen opløses eller suges ud gennem et plasticrør der føres op til hjernen fra lysken. Denne behandling skal ske inden for 24 timer.

    Must Read

    Brand på Amagerbrogade

    Amagerbrogade har her til formiddag været spærret af på grund af en brand i et ventilationsanlæg. Trafikken er nu være i gang...