No menu items!
More
    fredag, august 7, 2020

    Forside Historie Dragør i krig – ny udstilling på Dragør Museum

    Dragør i krig – ny udstilling på Dragør Museum

    I anledning af genåbningen af Dragør Museum har Museum Amager skrevet en serie artikler til AmagerNyt om de forskellige temaer der kan opleves i museets nye udstillinger på Dragør havn.

    Dragør Museums 1. sal er domineret af de tre temaudstillinger om henholdsvis søfart, hjemmeliv og krig. Foto: Museum Amager

    Af Christian Aagaard, Museumsinspektør på Museum Amager

    Et af temaerne på det nyistandsatte Dragør Museum er ”Dragør i krig”, hvor Dragørs krigshistorie fra Englandskrigen (1801, 1807-1814) og op til Den Kolde Krig (1945-1991) tages under behandling.

    Krigshistorie er et område med oplagt mulighed for at knytte Dragørs lokalhistorie op på den brede nationale og internationale historie, samtidig med at udstillingen kan fortælle museumsgæsten om de lokale særpræg, der gjorde sig gældende. Således udstilles blandt andet historien om kaperne under Englandskrigen, forsvarsstillingerne på Amager under Første Verdenskrig, redningen af de danske jøder under Anden Verdenskrig og efterretningsarbejdet i Dragørs opland under Den Kolde Krig.

    Dragør i krig: Blandt Museum Amager tusindvis af genstande er de bedste hentet frem for at illustrere Dragørs krigshistorie. Foto: Museum Amager

    Emnet om Den Kolde Krig er særligt interessant fordi det var en relativt udramatisk tid for de lokale i Dragør, men samtidig en tid, hvor oplandet og Amager generelt fik en central rolle i Danmarks plads i NATO-samarbejdet. Kongelundsfortet blev ombygget til brug for radaranlæg og antiluftskyts rettet imod sovjetiske fly og Forsvarets Efterretningstjeneste etablerede en permanent tilstedeværelse på det sydøstlige Amager, hvorfra de samlede efterretninger om sovjetisk fly- og skibstrafik.

    Museum Amager indgik i forbindelse med de nye udstillinger et rigtig godt samarbejde med Forsvarets Efterretningstjeneste på Amager, der som en del af Den Kolde Krigs efterretningsvirksomhed indsamlede Anden Verdenskrigs tyske besættelsesmagts karakteristiske og yderst sjældne Enigma-kodemaskiner. Museum Amager har været så heldig – som et af de yderst få museer i Danmark – at få lov til at låne og udstille en af disse berømte kodemaskiner, der derfor netop nu helt unikt kan opleves i Dragør Museums nye udstillinger.

    Enigma: Den sjældne tyske kodemaskine ses her på sit specialbyggede podie, omgivet af forskellige andre spændende effekter med relation til Dragørs krigshistorie. Foto: Museum Amager

    Kodemaskinerne blev brugt af de tyske væbnede styrker til at sende krypterede beskeder, så de kunne kommunikere uden at De Allierede kunne lytte med. I sidste ende lykkedes det imidlertid den engelske efterretningstjeneste at knække koden til Enigma-maskinen, hvormed de fik vital indsigt i de tyske krigsplaner. For Dragørs vedkommende er Enigma-maskinen imidlertid ikke en genstand med relation til Anden Verdenskrig, men derimod til Den Kolde Krig, da det først var efter Anden Verdenskrig, at maskinen blev bragt til området af Forsvarets Efterretningstjeneste.

    Digital formidling: Ud over de klassiske genstandsskilte kan museumsgæsterne også gå på opdagelse i de digitale formidlingsskærme der står ved hver af temaudstillingerne. Foto: Museum Amager

    Must Read