No menu items!
More
    fredag, august 7, 2020

    Forside Nyheder 94,9 procent færre udenlandske gæster

    94,9 procent færre udenlandske gæster

    På denne tid af året er lufthavnen normalt som en travl myretue med over 100.000 rejsende pr dag. I år er noget anderledes. Nye tal er dystre, også selvom antallet af rejsende er næsten firdoblet fra maj til juni, og der forventes yderligere vækst i juli.

    På trods af passagerfremgang, er lufthavnen på ingen måde den travle myretue, den plejer at være i sommermånederne. Foto: CPH

    Af Pia Melander Guilbert

    1,5 millioner færre udenlandske gæster forventes i år at passere Københavns Lufthavn i løbet af sommeren. Og selvom antallet af rejsende er næsten firdoblet fra maj til juni, viser nye tal, at der er sket en nedgang på 94,9 procent i forhold til juni sidste år. Om den samlede nedgang udtaler kommerciel direktør Peter Krogsgaard i en pressemeddelelse:

    “Som verden ser ud lige nu, forventer vi et fald på omkring 85 procent. Det betyder, at Danmark vil miste op mod 1,5 millioner udenlandske turister og forretningsfolk i sommermånederne. Det er dyrt, ikke blot for luftfarten, men også for hele den danske oplevelsesøkonomi med f.eks. hoteller, kultur og restauranter.”

    Færre turister og forretningsfolk gennem lufthavnen får også store konsekvenser for den danske oplevelsesøkonomi, understreger kommerciel direktør Peter Krogsgaard. Foto: Arkiv

    Fokus på sikre og trygge rejser

    Den gode nyhed er, at det igen er blevet muligt at rejse ud i verden. Den dårlige er, at der er lang vej mod noget, der minder om tiden før corona, understreger Peter Krogsgaard, som ser små lysglimt i, at passagerer og flyselskaber så småt er ved at vende tilbage, og at 20 af de i alt 146 butikker og serveringssteder i lufthavnen atter er åbnet.Han fremhæver også, at de rejsende er gode til at overholde de nye hygiejne-regler:

    “Vi kan se, at de rejsende er dygtige til at efterleve de nye retningslinjer om maske og afstand – og det er vel at mærke retningslinjer, der gælder i alle de lufthavne, man i dag kan flyve til og fra. Det skaber også ekstra tryghed, at rejsen er forudsigelig.

    EASA, det Europæiske sikkerhedsagentur for luftfart, har i øvrigt udvalgt Københavns Lufthavn som en af foreløbig 15 europiske lufthavne, der skal arbejde for best practise i forhold til at skabe sikre og trygge rejser.

    Must Read