No menu items!
More
    tirsdag, september 22, 2020

    Forside Bolig Brændvarmt boligmarked: Priserne på højeste niveau i 10 år

    Brændvarmt boligmarked: Priserne på højeste niveau i 10 år

    Rekordsalg på boligmarkedet presser priserne i vejret. Nye juni-tal fra Boligsidens Markedsindeks viser stigende salgspriser for alle boligtyper og det bringer den gennemsnitlige kvadratmeterpris for både villaer og rækkehuse, ejerlejligheder og sommerhuse op på det højeste niveau i de seneste 10 år.

    Boligkøberne ignorerer tilsyneladende coronakrisen i et boligmarkedet med rekordsalg og rekordpriser. Det viser en viser ny opgørelse fra boligsitet Boligsiden.

    Boligkøberne skal i øjeblikket have den store tegnebog med når der skal handles ny bolig. På trods af coronakrise så møder de danske boligkøbere i øjeblikket de højeste kvadratmeterpriser, som er registreret i de seneste 10 år. Det er tilfældet, uanset om køberne er på udkig efter hus, ejerlejlighed eller sommerhus.

    For villaer og rækkehuse er salgspriserne er steget med 1,6 procent i løbet af den seneste måned. Og sammenlignet med samme tidspunkt sidste år er der tale om en stigning på 2,3 procent. Salgspriserne for villaer og rækkehuse er det seneste år steget 3,3% i Dragør Kommune, 0,8% i Tårnby Kommune og 0,7% i Københavns Kommune viser nye tal fra Boligsiden.

    Det bringer den gennemsnitlige kvadratmeterpris for villaer og rækkehuse op på 14.637 kroner i juni måned, hvilket ikke er set højere i de sidste 10 år.

    ”Da Danmark lukkede ned i midten af marts, havde ingen forudset, at vi lidt over tre måneder senere ville se rekordhøje salgspriser. Tværtimod var vi mange, der forventede et fald i priserne. Men indtil videre er det store fald udeblevet, og det skyldes i høj grad den forrygende stigning i boligsalget, som vi har set på det seneste,” siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden og tilføjer:

    ”De foreløbige handelstal for juni måned tegner et billede af endnu en måned med meget høj handelsaktivitet. Der er med andre ord mange købere til boligerne, og samtidig ser vi, at det bliver fortsat sværere for køberne at forhandle sig frem til et nedslag i prisen. Det bidrager til at presse priserne op på både villaer og rækkehuse men også på sommerhuse og ejerlejligheder.”

    Comeback til ejerlejlighederne

    Retter vi blikket mod netop ejerlejlighederne, er salgspriserne her steget med 0,9 procent i løbet af den seneste måned, og i forhold til samme tidspunkt sidste år er der tale om en stigning på 3,3 procent.

    Dermed lander den gennemsnitlige kvadratmeterpris for ejerlejligheder i juni på 28.712 kroner, hvilket også er det højeste niveau i de seneste 10 år.

    ”Salget af ejerlejligheder faldt en del umiddelbart efter nedlukningen af Danmark, og det er denne boligtype, der har været længst tid om at genfinde sit normale leje. Men særligt i slutningen af juni er salget steget, og nu ser vi, at priserne ikke blot holder niveauet, men også stiger,” siger Birgit Daetz og tilføjer:

    ”For alle tre boligtyper gælder det, at salgspriserne kom fra et højt niveau inden corona, og i takt med at priserne ikke er faldet som forventet, er der heller ikke et efterslæb, der skal indhentes, hvilket gør, at vi allerede nu ser rekorder i priserne. Men det kan også hurtigt ændre sig igen i de kommende måneder, hvor hjælpepakkerne udløber, og flere måske mister arbejdet.”

    Kilde: Boligsiden

    Must Read