Én halvleg var nok for Fremad

Første halvleg var et studie i sprudlende, varieret og effektiv fodbold, da Fremad Amager hjemme i Sundby Idrætspark tog et afgørende skridt væk fra nedrykningsstregen i NordicBet-ligaen med en sikker sejr på 4-0 over Nykøbing FC.

Kristoffer Munksgaard (i blå trøje) må her se sit forsøg klaret af Nykøbing-målmand Sebastian Olsen. Heldigvis sparkede hans holdkammerat Felix Winther bolden i mål umiddelbart efter til en meget tidlig føring til Fremad Amager. Foto: Martin Timm/Fremad Amager

Godt begyndt er som bekendt halvt fuldendt, og det ordsprog havde den bosniske træner Azrudin Valentic tydeligvis gjort sine spillere klart forud for den anden hjemmekamp på blot tre dage.

Der var nemlig kun spillet præcis ét minut og ni sekunder, da formstærke Kristoffer Munksgaard slap igennem i feltet. Hans forsøg blev i første omgang klaret af Nykøbing-målmand Sebastian Olsen, men på returbolden sparkede Felix Winther bolden resolut i mål til en drømmestart for de blåklædte Fremad-spillere.

Sjovt nok var det den tidligere FC København-spillers andet mål for klubben, og det første siden d. 6.oktober, hvor han ligeledes scorede mod…Nykøbing. Dengang endte det 2-2, men denne gang stod det hurtigt klart, at det var hjemmeholdet, som ville løbe med de tre point.

Der stod Fremad på alle chancer, og efter 10 minutter burde Emmanuel Toku have fordoblet føringen på en friløber, men desværre for ham og de håbefulde fans, endte bolden ved siden af målet.

Herefter fulgte flere gode chancer, og eksempelvis kom Pierre Larsen ved et par lejligheder bag om et Nykøbing-forsvar, som gav al for megen plads til værterne. Kristoffer Munksgaard headede, og på returbolden var Emmanuel Toku tæt på at øge til 2-0.

Hjemmeholdet fortsatte dog med at dominere fuldstændigt, og efter yderligere et par forsøg, var det så endelig “målmaskinen” Munksgaard, som fortjent kunne score sit sjette mål i de otte kampe, han nu har spillet siden skiftet fra Næstved i vinter.

“Årets signing i NordicBet-ligaen” mente en Fremad-ansat om Munksgaard, og man må da også medgive, at det var høj klasse, da den 30-årige angriber modtog bolden i dybden og elegant rundede målmand Sebastian Olsen.

Endnu mere elegant var målet til 3-0, som var slutproduktet på et ypperligt samarbejde mellem Markus Bay og Emmanuel Toku, som på effektiv vis placerede bolden yderligt forbi en udspillet Nykøbing-keeper Olsen.

Den snart 20-årige ghaneser spillede sin vel nok bedste kamp for Fremad, og med hans elegance og hjemmeholdets momentum var det nu kun et spørgsmål om sejrens størrelse.

Det, der skulle vise sig at blive kampens sidste træffer, faldt efter et hjørnespark i første halvlegs sidste minut. Lukas Engel har brændt en del chancer i de seneste par kampe, men denne gang var han sikker på et hovedstød, som Sebastian Olsen ganske vist fik hånden på, men til ingen nytte.

Det var Amager-drengen Engels andet mål af nu fem i denne sæson, som blev sat ind mod Nykøbing, som slet ikke havde noget modtræk mod Fremad-opvisningen.

Begivenhedsløs anden halvleg

Efter sidebyttet fornemmede man hurtigt, at de mange kampe efter coronapausen havde tæret på Fremad Amager.spillernes energi.

Det blev kort sagt en begivenhedsløs anden halvleg, hvor gæsterne trods alt fik mere at skulle have sagt. Ved to lejligheder forsøgte Mikkel Dahl således at pynte på resultatet, men enten stod målmand Nicklas Dannevang i vejen, eller også var vinklen for spids.

Kun en enkelt gang i anden halvleg var hjemmeholdet truende. Symptomatisk nok var det Kristoffer Munksgaard, som tre minutter før tid fik sit forsøg grebet ud af Sebastian Olsen i en halvleg, som blev ren transport og fest for hovedparten af de få hundrede tilskuere, som havde fået lov til at nyde aftensolen og opvisningen i Sundby Idrætspark.

Altid meget plads mod Nykøbing

Spillerne ville naturligvis helst tale om første halvleg, hvor alt gik op i en højere enhed. Det blev med kantspilleren Pierre Larsens ord kedeligt og langsomt at se på i anden halvleg. Det lød som om, han følte med tilskuerne efter de 45 kedelige minutter til sidst.

“De gav os rigtig meget plads i første halvleg, og sådan er det faktisk altid mod Nykøbing. Vi får mange chancer, og vi får lov til at spille meget, så vi kan godt lide at møde dem”, lød det med et skævt smil fra Pierre Larsen, da AmagerNyt mødte ham efter kampen.

Kristoffer Munksgaard har som nævnt været en succes siden ankomsten fra Næstved, ikke mindst fordi samarbejdet mellem ham og Pierre Larsen har fungeret noget nær optimalt:

“Vi forstår hinanden, vi tænker ens. Jeg har manglet en angriber på holdet, som forstod min tankegang, og det har jeg fået, allerede fra hans ankomst. Jeg tog fat i ham inden vores træningslejr, og forklarede ham hvordan boldene fra mig kom til at ligge, og hvis han han ville score mål, så skulle han løbe på den måde vi aftalte”, forklarede Pierre Larsen efterfølgende.

Pierre Larsen (tv) forklarer AmagerNyt om sit gode samarbejde med Kristoffer Munksgaard. Foto: Martin Timm/Fremad Amager

Med sejren kom Fremad Amager længere væk fra nedrykningsstregen. Næste kamp er på lørdag d. 4/7 kl. 15, hvor man på udebane møder Vendsyssel FF. Næste opgave på hjemmebane er mod topholdet Viborg fredag d. 10/7 kl.19.

 

Seneste artikler

 

Fik du læst?

Tivoli er åben…

FORÅR: Iklædt påskegult åbnede Tivoli i dag portene til dette års sommersæson, der varer til 22. september. Forlystelseshaven lægger ud med at markere Påske i

Læs mere »