No menu items!
More
    tirsdag, juli 7, 2020

    Forside Nyheder Saksespark kunne have afgjort

    Saksespark kunne have afgjort

    Med blot 20 minutter tilbage af lørdagens NordicBet-ligakamp mellem Fremad Amager og Skive kunne Thor Lange på spektakulær vis have afgjort dysten til hjemmeholdets fordel i Sundby Idrætspark.

    Norske Thor Lange var tæt på at afgøre Fremad Amagers kamp mod Skive med et spektakulært straffespark. Det lykekdes desværre ikke… Foto: Martin Timm/Fremad Amager

    Men den 26-årige nordmands akrobatiske forsøg blev, desværre for ham selv og holdet, en anelse for blødt, og det var derfor en relativt smal sag for Skive-målmand Marcus Bobjerg at forhindre en scoring. Var bolden gået ind, havde det utvivlsomt udløst et ekstra kindkys fra kæresten, som havde taget den lange tur fra Norge for at overvære kampen.

    “Det er noget man laver en gang i mellem til træning, og så så jeg bolden komme i en høj bue bag mig. Jeg kunne enten vælge at tage den ned, eller forsøge med et saksespark. Den sad faktisk for nogle uger siden til træning, så det havde været fantastisk, hvis den var gået ind i dag”, sagde Thor Lange til AmagerNyt efter kampen.

    Generelt var det en begivenhedsløs første time af en kamp, hvor begge hold havde brug for en sejr for at komme afgørende væk fra nedrykningsstregen.

    I en chancefattig første halvleg havde Skive et behjertet forsøg efter 15 minutters spil, mens hjemmeholdets Emmanuel Toku måtte se sin afslutning ramme sidenettet efter 38 minutter.

    Store hovedstødschancer til sidst

    Mere skete der ikke i første halvleg, og efter sidebyttet var det hjemmeholdet, som havde de bedste tilbud. Især var den dygtige tekniker Pierre Larsen tæt på, men hans nærgående forsøg blev klaret af Marcus Bobjerg i Skivemålet. Redningen kostede efterfølgende keeperen en længere behandlingspause, men heldigvis blev han spilleklar igen.

    I de sidste minutter havde begge hold store tilbud på hovedstød, men to nærmest identiske redninger af de to målmænd, Nicklas Dannevang og Marcus Bobjerg, forhindrede, at der blev scoret foran de entusiastike og højlydte tilskuere i Sundby Idrætspark, som efterhånden lignede sig selv rent lydmæssigt efter den gradvise lempelse af corona-restriktionerne.

    Denne hovedsstødschance kort før tid kunne have sikret Fremad Amager tre point mod Skive, men en formidabel redning af målmand Marcus Bobjerg (tv) forhindrede en scoring. Foto: Martin Timm/Fremad Amager

    “Første halvleg var hård på grund af den trykkende varme, og vi spiller mange kampe i øjeblikket. Derfor manglede vi nok lige det sidste til at kunne skabe de helt store chancer, men det må vi arbejde på til næste kamp. Vi har en god fysisk træner, så vi skal nok være klar”, sagde Thor Lange bagefter.

    Resultatet begyder, at Fremad Amager og Skive ligger side om side i tabellen, begge med 32 point på henholdsvis sjette- og syvendepladsen i NordicBet-ligaen. Fremad Amagers næste kamp er på torsdag d. 25/6 i Hvidovre, mens næste hjemmekamp er næste søndag d. 28/6 mod FC Roskilde.

    Must Read

    Går du også topløs i Irma?

    Hvordan reagerer folk, hvis man køber ind i bar overkrop? Det besluttede P3 radioprogrammet "Paragraffen" i dag at undersøge, og lagde vejen...