No menu items!
More
    onsdag, juli 15, 2020

    Forside Mig og mit Amager Pernille Gry Petersen: ”Corona har styrket den lokale ansvarsfølelse”

    Pernille Gry Petersen: ”Corona har styrket den lokale ansvarsfølelse”

    Pernille Gry Petersen flyttede til Amager, da hun var 18 år, og hun har ikke forladt øen siden. Hun følte sig hurtigt hjemme i byen, hvor alle kender alle, og engagerer sig med glæde i lokallivet for at give tilbage til fællesskabet. Særligt i coronatiden har Pernille oplevet den fælles ansvarsfølelse, som hun kender så godt fra øen, og her har hun også selv budt ind, hvor hun kunne.

    I forbindelse med coronakrisen har hun sammen med en veninde taget initiativ til en hjælpegruppe på Facebook, hvor de yder gratis socialrådgivning og vejledning til folk, der har brug for det. Og så har hun netop fremsat et borgerforslag, som går på at stille krav om, at vi skal have vores egen vaccineproduktion.

    Hvor er det nu, vi har set dig før?

    På min cykeltur på vej til arbejde om morgenen. Jeg cykler i området omkring Sundholmen mod Christianshavn, hvor jeg arbejder.

    Jeg holder i det hele taget meget af at være på Amager. Amager har så meget at byde på, jeg bruger øen rigtig meget. Det er alt fra de små daglige gåture med min hund i lokalområdet til cykelture med mine børn. Vi holder rigtig meget af at bruge stranden og Islands Brygge, besøge de hyggelige caféer i området eller tage bilen ud til Kongelunden eller Amager Fælled. Jeg synes virkelig, det er værd at fremhæve, hvor meget godt Amager har at byde på. Amager kan utrolig meget. Hvis ikke ligefrem alt.

    Amager er en by i byen, hvor man både har storby og landlig idyl. 10 minutter den ene vej kan man stå på Rådhuspladsen. 10 minutter den anden vej står man i skoven.

    Jeg har boet på Amager, siden jeg var 18 år. Jeg flyttede fra Silkeborg, hvor jeg vokset op, og sammen med en kæreste, som kom fra Amager. Det er nu 17 år siden, og jeg har siden boet forskellige steder på Amager, senest 12 år det sted, hvor jeg bor nu, og jeg har ikke planer om at flytte fra øen.  

    Efter jeg i sin tid flyttede hertil, følte mig meget hurtigt hjemme. Noget som ellers kan tage utrolig lang tid at få en følelse af.

    Jeg har en fornemmelse af, at der er et særligt sammenhold på Amager. Mange har boet her hele deres liv og i flere generationer. Det giver et familiært sammenhold og måske lidt ekstra ansvarsfølelse.

    Folk er meget opmærksomme på hinanden, og jeg fik hurtigt følelsen af, at alle lidt kender alle. Og selvom jeg ikke kender navnene på folk, så er jeg alligevel opmærksom på, hvem jeg møder på min vej, og jeg ved, hvor de hører til. Det giver et særligt usagt sammenhold. Jeg har aldrig følt mig utryg på Amager.

    Hvis der er noget, der ikke er, som det plejer at være, så opsøger jeg. Hvis jeg hører en lyd udenfor eller ser noget, der virker forkert, så kan jeg godt råbe ud over altanen, om alt er, som det skal være. Jeg skal ikke kunne udelukke at det er sådan andre steder, men det virker stærkt her.

    Hvad består din hverdag af?

    Min hverdag er den klassiske fortælling med lidt for travlt nogle gange, men hvor jeg prøver at udnytte timerne uden at få alt for meget at rive i. Jeg er ene forælder til to børn, som jeg bor sammen med. Jeg arbejder som fuldmægtig i en styrelse, som ligger på Christianshavn, og da vi bor i nærheden af DR Byen, kan jeg cykle til arbejde. Det er jo et privilegium.

    Jeg er oprindeligt uddannet socialrådgiver og har en kandidat i socialt arbejde, så socialt udsatte optager mig meget, og jeg blandet mig i debatten på området. Jeg laver også en del frivilligt arbejde. I forbindelse med Coronavirus har en veninde og jeg taget initiativ til en hjælpegruppe på Facebook, hvor vi yder gratis socialrådgivning og vejledning til folk, der har brug for det.

    Jeg har det lidt som læger, der aflægger lægeløfte. De er også læger uden for 8-16. Og sådan har jeg det også. Jeg har fået en god uddannelse betalt af samfundet og vores fælles skattekroner, så selvfølgelig skal jeg bidrage med det, jeg kan.

    Jeg engagerer mig også en del i lokalpolitik og sidder i bestyrelsen i min boligforening. Vi samarbejder fx også med Amager Helhedsplan, som er et tværsektorielt tiltag om, hvordan man bedst kan understøtte lokale initiativer. Der er for eksempel jobpatruljer i udsatte områder, plantedage eller sommerfester i en boligforening, som kan samle beboerne.

    Jeg har derudover løbende været engageret i vores gårdllaug, der hvor jeg bor, og jeg har under lockdown stået for at arrangere comedy i vores gårdn. Vi tænkte, at det kunne give et tiltrængt grin i en svær tid. Jeg har selv to børn, så jeg har jeg har jo et relativt socialt liv her under Corona, men det er der jo nogle, der ikke har. Så jeg tænkte, det kunne bidrage med lidt ekstra godt.

    Hvad er den største nyhed i dit liv lige nu?

    Som så mange andre, så er jeg påvirket af situationen omkring Corona og har været optaget af, hvordan vi kan justere vores hverdag og vores liv til at fungere under det.

    Jeg har netop fremsat et borgerforslag sammen med tre andre, som går på at stille krav om, at vi skal have en vaccineproduktion, tilsvarende den vi tidligere har haft, og de tilhørende ting som testkapacitet og opmagasinering af værnemidler.

    Så det er et borgerforslag om noget af det, der har været meget til debat. Vi er mange, der har fået holdninger til ting, vi ikke troede, vi skulle have holdninger til tidligere, fordi Corona er blevet så allestedsnærværende.

    Der har været snak om, at Danmark kommer bagerst i køen, når der bliver udviklet en vaccine, og den bliver vi ret afhængige af i fremtiden, lader det til. Både nu og ved evt. fremtidige epidemier og pandemier. Så borgerforslaget udspringer af en grundlæggende bekymring – både som borger og som mor – for, om vi kan få adgang til den medicin og de værnemidler, vi får brug for.

    Jeg tror generelt, vi skal til at tænke i, hvordan vi kan gøre ting på en anderledes måde i fremtiden og engagere os på nye måder. Jeg synes fx, det har været dejligt at se, hvordan lokalaviserne under lockdown har givet artikelplads til, hvordan vi kan støtte erhvervslivet og fokusere på, hvordan vi kan købe varer på en anden måde, end vi plejer. I vores egen facebookgruppe i gården har folk også tilbudt deres hjælp til for eksempel at købe ind for dem som har været udfordret.

    På gaden lægger jeg også mærke til, at folk har været mere omsorgsfulde. Man viser meget hensyn. Man får kommunikeret på en kærlig måde, at vi skal holde afstand. Jeg oplever virkelig den her kollektive ansvarsfølelse. Det er dejligt.

    Hvad er dit yndlingssted på Amager?

    Hvis jeg skal vælge ét, så er det Kongelundsskoven. Det er en perle. I det hele taget naturen på Amager. Du har denne her urnatur på Amager Fælled og så den helt moderne Miami Beach-stemning på Amager Strand. Så selv hvad angår natur, har Amager bare meget at byde på.

    Hvad er dit bedste Amager-minde?

    Der har jeg ikke kun ét, men mange. Det er en kombination af alle de gode stunder, jeg har haft med mine børn. Turene rundt om på øen, somrene i Amager Strandpark, juleoptog på Amagerbrogade, klassefester med skolerne. Det er der, hvor samhørighed og plads til forskellighed samles.

    Hvad er dit bedste Amager-tip?

    Amager er ikke større, end at man kan nå mange ting på relativt kort tid. Hvis ikke man har været her så meget, så skal man cykle fra Islands Brygge, ned ad Amagerbrogade, langs stranden til Kastrup Havn. Og hvis man så kan gøre det på en varm sommerdag, så fås det ikke bedre.

    På Amager oplever man den store forskellighed, lige fra industrikvarterer til villaer og lejligheder. Det er så ærgerligt, at der er denne der fortælling om lorteøen. Der er sket en enorm stor udvikling på Amager de sidste ti år. Amager er blevet et sted, man flytter til. Og ikke bare fordi man ikke kunne få råd til Frederiksberg. Det er blevet et aktivt tilvalg. Men for 15-20 år siden – der var Amager nærmere et fravalg. Nogle gange får jeg lyst til at sige, ”I told you so”.

    Bagsiden ved medaljen er dog, og noget, jeg kan være bekymret for, er, hvordan vi sikrer, at der bliver ved med at være plads til forskellighed og til dem, der ikke har råd til at bo i en dyr storbylejlighed, som dem vi ser skyde op ud mod Amager Strandpark til tårnhøje huslejer.  Ligesom på Christianshavn, hvor det for 30-40 år siden var det totalt yt at bo, og du nærmest kunne få kastet en lejlighed i nakken. Nu koster de alt fra seks til tolv millioner.

    Det samme gælder kolonihaverne og andelsboligerne, som oprindeligt var tiltænkt dem, der ikke havde så mange penge, de får sværere og sværere ved at være her. Tag nu fx kolonihaveforeningen ved Amagerbanen som er opsagt af DSB, formentlig fordi de ønsker, at der skal bygges lejligheder. Heldigvis tyder det på, at et flertal i Borgerrepræsentationen går imod det. For byen kommer let til at ændre sig på en måde, som mange ikke ønsker sig. Med mindre plads til forskellighed, og det vil være så ærgerligt.

    Det gælder ikke kun Amager, men København generelt, hvor vi risikerer, at det ender med at folk skubbes ud af byen. Dem som ikke har høje lønninger. Og værst af alt så kommer der flere og flere gadefolk til, som har svært ved at finde fodfæste. Jeg ved det fra mit job, men oplever det også til dagligt. For jeg bor selv i nærheden af et herberg og har her gennem de senere år oplevet, at flere og flere søger dertil. Det er bekymrende.  

    Vi skal derfor insistere på, at der bliver fundet løsninger, der er billige nok til at alle kan være med, og vi skal tale de stemmer op i debatten, som har svært ved at blive hørt. Mange kan tænke: Hvad nytter det? Men vi så det fx med  Blackstone-sagen, hvor det hjalp, at københavnerne råbte højt. Tilsvarende ser vi nu med Amagerbanen. Så det nytter. Det her er vores by i byen, og vi skal stå sammen om at sikre, at den forbliver en by for alle.

    FAKTABOKS

    Navn: Pernille Gry Petersen

    Alder: 35 år

    Beskæftigelse: Fuldmægtig i en styrelse og censor på flere samfundsfaglige uddannelser

    Must Read

    Sikkerhedsfejl hos Dragør Kommune

    900 borgere tilknyttet hjemmeplejen i Dragør Kommune er potentielt blevet udsat for manglende databeskyttelse. Fejlen blev opdaget i 2019 og indberettet til...