onsdag, maj 27, 2020

Forside Kultur Grøn Koncert rykker hjem i private stuer

Grøn Koncert rykker hjem i private stuer

Skulle du have været til Grøn Koncert til sommer? Nu får du koncerten hjem i din stue i stedet. Og de rigtig heldige fans kan sågar få artisterne helt tæt på – live derhjemme.

Foto: Morten Rygaard

Sidste år dannede Tiøren på Amager Strand for anden gang rammen om Grøn. Men coronavirusset satte en stopper for den relativt nye tradition, inden den nåede at løbe af stablen igen, da koncerter og festivaler landet over blev aflyst.

Grøn Koncert har været en fast sommertradition for venner og familie de seneste 38 år, og det har fået arrangørerne, Muskelsvindfonden og Tuborg, til at tænke i nye baner for at bevare traditionen.

Grøn koncert skulle være afholdt i otte danske byer mellem d. 15. og 25. juli, men blev aflyst 8. april.

Nu er de blevet enige om at invitere til folkefest for hele Danmark på TV 2, som sender live om aftenen, mens NOVA sender liveradio hele dagen, så hele landet kan tage til Grøn hver for sig. Årets koncert hedder Grønnere Grøn og løber af stablen lørdag d. 25. juli.

Theis Petersen, indsamlingschef i Muskelsvindfonden, siger i en pressemeddelelse:

“Vi plejer, sammen med Tuborg, at være værter for otte koncerter hen over sommeren. Det kan ikke lade sig gøre i år, da det stadig er for risikabelt at samle tusindvis af mennesker til koncert. Så i år bytter vi rundt på rollerne og lader danskerne være værter for festen. Tuborg har skabt platformen, Grøn kommer med musikken, og TV 2 og NOVA sørger for, at højdepunkter fra koncerterne kan høres og ses i hele landet i tv, radio og selvfølgelig digitalt.”

Ingen penge til Muskelsvindfonden

I år bliver koncerterne gratis, og der går derfor ingen billetindtægter til Muskelsvindfonden, som Grøn Koncert sædvanligvis støtter.

“Grøn koncert har altid handlet om fællesskab og om at støtte, hvor det gælder, og om at gøre en forskel. I år er Grøn noget, vi giver til fællesskabet. Og sådan skal det også være i et år, hvor der er vendt op og ned på det meste. Vi fejrer fællesskabet sammen, men hver for sig, og vi glæder os til at byde velkommen til en klassisk Grøn Koncert i 2021,” siger Theis Petersen i pressemeddelelsen.

Grøn på Amager 2019. Foto Morten Rygaard.

Marketing & Sponsorship Director, Christian Sveigaard, Tuborg, tilføjer:

“Grøn er sammenhold. Grøn er fællesskab. Grøn er kærlighed. Med andre ord: Grøn er noget, vi ikke kan undvære. Derfor gør vi hele Danmark Grøn ved at rykke ud i landet og hjem til danskerne. Kun fantasien og afstandsreglerne sætter grænserne. I stedet for at publikum kommer til Grøn, kommer Grøn nemlig til publikum.”

Bliv vært for Grøn Koncert

Grøn varsler, at en række musikere på dagen vil give koncerter i private koncertgængeres hjem, som streames af TV2 og Radio Nova. Det er endnu ikke offentliggjort, hvilke musikere vi kan forvente at høre, men vi ved, at det bliver en blanding af store navne og mindre kendte artister.

Hvem der får lov at lægge hus til, lejlighed, altan eller terrasse til bliver afgjort gennem en konkurrence, men historien melder endnu ikke noget om, hvordan man kommer i betragtning.

Som Grøn selv skriver i pressemeddelelsen, så må vi bare: #staytuned.

Must Read