tirsdag, maj 26, 2020

Forside Kultur Bibliotekaren anbefaler: Gramhavet

Bibliotekaren anbefaler: Gramhavet

Et par gange om måneden anbefaler Dragør Bibliotekerne gode bøger til DragørNyheders læsere. Denne uge er det Birte Djørup, der giver sit bud på nyt læsestof.

Forfatter og dramatiker Erling Jepsen har planlagt at skrive 5-7 bind under serienavnet “Familiehemmeligheder”, der skal rumme hele hans livshistorie, hvor ”Gramhavet” er den første.

”Gramhavet” foregår i 60’erne i den lille Sønderjyske, Indremissionske by Gram. Her klarer indbyggerne sig selv ved at bede aftenbøn, lade geværet og skyde efter ”problemhoveder” eller fede duer. Hvis nogen ville råbe, at verden ville gå under, ville man i Gram blot spørge “Hvad for en verden?”.

Bogen er delt op i små mindre fortællinger, som tilsammen giver et fint billede af Erling, familien og livet i Gram. Vi får indsigt i en broget familie, hvor små kår, vold, incest, svigt, alkoholisme samt psykisk ustabilitet er en del af dagligdagen.

Erling er den yngste ud af en søskendeflok på fem, men det er kun ham og hans søster Sanne, der bor hjemme. Faderen, som ejer et lille ikke-rentabelt ismejeri, er en meget nervebetonet mand, som – når livet går ham imod – tager sit gevær og går ud i skoven for at begå selvmord, men som alligevel fortryder gang på gang og kommer tilbage. Der ligger også nogle undertoner i fortællingen, om at faderen har svært ved at holde fingrene væk fra datteren, Sanne.

Når moderen, som er af tysk afstamning, har behov for luftforandring, besøger hun ind imellem en tysk café, hvor hun har set sig varm på en tjener. Erling studser godt nok lidt en dag, hun kommer ud af caféen med lynlåsen på nederdelen siddende foran. Persongalleriet omhandler også bedsteforældrene, onkler og tanter, og de er bestemt heller ikke kedelige.

Erling Jepsen har en særlig evne til fortælle på en tragikomisk- og humoristisk måde, der gjorde, at jeg trods alt blev underholdt under læsningen og sad med et smil på læben. Jeg kan også anbefale den næste bog i serien ”Hjemmefra”, hvor Erling er kommet til Haderslev for at gå i gymnasiet.

Birte Djørup anbefaler “Gramhavet”, der er første bind i serien “Familiehemmeligheder”.

Must Read

Dansk fritidstrafik over Øresundsbroen tredoblet

Mere fritid, men ikke så mange steder at tage hen, når man gerne ville lidt væk. Sådan har det været for de...