Kæmpefly mødte “vejarbejde” i lufthavnen

Der var lagt op til lidt af en juleaften for flynørder, da et af verdens største flyvemaskiner, Antonov AN 124, skulle have landet i Kastrup Lufthavn i går mandag kl. 10.52. I stedet var det tæt på at ende med en katastrofe på grund af mangelfuld kommunikation.

Fragtflyet Antonov AN 124 måtte mandag flyve til Leipzig i stedet for Kastrup, hvor et vejarbejde var ved at udløse en større katastrofe. Foto: Joh-Foto

Det ukrainskproducerede kæmpeflys besætning var nemlig ikke informeret om, at man var i gang med et større renoveringsarbejde på den ene landingsbane i Kastrup Lufthavn, som er lang nok til, at flyet kan nå at lande og bremse forsvarligt.

– Den besked har det pågældende flyselskab tilsyneladende ikke nået at få, og derfor troede de, at de kunne lande, forklarer Kenni Leth, der er pressechef i lufthavnen, CPH, til TV2 Lorry.

Først ganske kort tid før den planlagte landing sendte lufthavnens kontroltårn så en besked til piloten om, at en landing var udelukket, og så fik man travlt med at iværksætte “Plan B”, så flyet kunne sætte farten op igen og vende om.

Fragtflyet havde rute mod København, da det kort inden landing pludselig lagde kursen om.

Af forskellige tjenester, der sporer enkelte flyvemaskiners ruter, fremgår det, at fragtflyet, der havde sænket farten og var dalet i højden, foretog en skarp vending syd for Trelleborg i Sverige og satte kursen væk fra Kastrup, for i stedet at flyve stik syd med kurs mod Leipzig i Tyskland, hvor flyet efterfølgende landede klokken 11.12.

Pressechef Kenni Leth understreger, at forløbet skete uden den store dramatik. Alligevel er hændelsen dog ganske usædvanlig.

“Det er et uheldigt sammenfald af flere omstændigheder”, siger han til TV2 Lorry og uddyber:

“Vi har jo tidligere haft Antonov-fly til at lande herude, men fordi det er så lidt trafik for tiden, har vi valgt at iværksætte en renovering af den ene af vores to hovedbaner, og det er altså den eneste bane, hvor de allerstørste fly kan lande. Det sendte vi en international skrivelse ud om for en uges tid siden, og den har piloterne åbenbart ikke læst”, siger han.

Antonov AN 24 skulle være landet i Kastrup Lufthavn i går kl.10.52. I stedet måtte man ændre retning og flyve til Leipzig i Tyskland. Foto: Twitter/screendump

Skuffede flyentusiaster

Beskeden om en Antonov AN 124 i lufthanvne i Kastrup er ellers noget, der kan lokke entusiaster til. Det er som nævnt en af verdens største flyvemaskiner. I mange år var fragtflyet faktisk det allerstørste i verden, mens det i dag må nøjes med at være det tredjestørste.

Alligevel var forventningerne til gårsdagens annoncerede landing store.

Også hos lufthavnen selv, der via Facebooksiden for naboer og flyinteresserede nogle timer inden flyets ventede ankomst med glæde kunne meddele, at ”Antonov AN 124 er tilbage (ledsaget af en elefantemoji).”

Pressechef Kenni Leth kalder det en “ekstra uheldig misforståelse”, at der ikke var plads på landingsbanen til det enorme Antonov AN 124. Foto: Presse

“Det er jo en ekstra uheldig misforståelse, at vi her internt i kommunikationsafdelingen ikke var opmærksomme på, at landingsbanen ikke havde plads til den. Og som det fremgår af kommunikationen, var der også nogen her i afdelingen, der havde glædet sig”, siger Kenni Leth til TV2 Lorry.

Der er ifølge CPH i øjeblikket 26 Antonov AN 124-fragtfly i brug. Hvornår der kommer et til Kastrup Lufthavn næste gang, vides ikke.

 

Seneste artikler

 

Fik du læst?

Tivoli er åben…

FORÅR: Iklædt påskegult åbnede Tivoli i dag portene til dette års sommersæson, der varer til 22. september. Forlystelseshaven lægger ud med at markere Påske i

Læs mere »