Fremad Amagers trup trænede endelig igen

I sidste uge blev det igen tilladt at træne for (professionelle) fodboldspillere i landets to bedste rækker. Siden nyheden slap ud, er der blevet arbejdet hårdt på at kalde spillere, trænere og medarbejdere tilbage på deres arbejdsplads. Også i Fremad Amager, og derfor var det med stor glæde hos disse, at det tirsdag eftermiddag igen blev ”normal” arbejdsdag.

Træningsiveren var stor hos Fremad Amagers spillere, som tirsdag atter kunne betræde træningsanlægget i Sundby Idrætspark efter to måneders corona-nedlukning. Foto: Michael Larsen, Fremad Amager

Naturligvis foregår det under nogle helt andre forhold end inden coronakrisen, da der stadig er en hel række krav til, hvordan arbejdsdagen skal forløbe på træningsbanen.

Fremads Amagers administrerende direktør, Michael Jahn, er imponeret over det flotte stykke arbejde fra Divisionsforeningen og de øvrige involverede parter:

”Jeg synes, det er imponerende, hvad Divisionsforeningen har fået på plads indenfor kort tid. Det betyder rigtig meget at kunne genoptage træningen og turneringen. Der er blevet arbejdet på højtryk fra sundhedsmyndighederne, for at kunne sammensætte de rigtige sundhedsmæssige forhold for vores spillere, trænere og sundhedstab. Det er imponerende”, siger han til klubbens hjemmeside. Han fortsætter:

Stor respekt for lynbehandling

”Derudover skal der også lyde en stor tak til Københavns Kommune for lynbehandling af vores ønske om opstart i Sundby. Nu handler det om at følge de protokoller, vi fik udleveret for et par uger siden. Vi har forberedt os på at genoptage træningen, og er derfor også klar til at tage imod den sportslige afdeling under skærpede forhold”, lyder det fra Michael Jahn, som dog stadig har én ting i  tankerne: Fansene på tilskuerpladserne!

”Det er rigtig ærgerligt, vi skal spille de her kampe uden vores fans. Det bliver langt fra den samme følelse at komme i Sundby uden de her fantastiske mennesker på lægterne. Men, sikkerhed og sundhed er det suverænt vigtigste, og derfor må vi vente i spænding, til vi igen kan få sponsorer og fans tilbage i Sundby,” slutter Michael Jahn.

Der vil formentlig i denne uge komme mere info omkring den resterende del af kampprogrammet, når Divisionsforeningen har dette på plads.

Der var udelt begejstring over at få lov til at træne blandt Fremad Amagers spillere. Foto: Michael Larsen, Fremad Amager
 

Seneste artikler

 

Fik du læst?

Tivoli er åben…

FORÅR: Iklædt påskegult åbnede Tivoli i dag portene til dette års sommersæson, der varer til 22. september. Forlystelseshaven lægger ud med at markere Påske i

Læs mere »