No menu items!
More
    onsdag, september 23, 2020

    Forside Nyheder Plejehjemsbeboere kan snart få udendørs besøg

    Plejehjemsbeboere kan snart få udendørs besøg

    Vejledningen om besøg på plejehjem er blevet ændret, så beboere nu får mulighed for at mødes med deres pårørende på plejehjemmenes udendørs arealer. I Dragør-, Tårnby- og Københavns Kommune er man i fuld gang med at finde løsninger, så ordningen kan træde i kraft.

    Foto: fra facebookgruppen DragørNyheder

    Af Pia Melander Guilbert 

    I Sundhedsstyrelsen vejledning har det hidtil heddet sig, at besøgspåbuddet på plejehjem også gjaldt udearealer. Men det er ikke det, der står i loven, skriver Tårnby Kommune i en pressemeddelelse. Derfor er kommunerne nu gået i gang med at undersøge, hvordan besøg fra pårørende kan arrangeres på udearealerne ved plejehjemmene.

    Tårnbys borgmester, Allan S. Andersen udtaler: 

    “Jeg ved, at det er et meget stort ønske for de pårørende til vores beboere på plejehjemmene at komme til at se dem igen – og lige så stort er behovet hos de ældre den anden vej rundt. Det glæder mig derfor, at det ser ud til, at vi kan åbne op igen for besøg. Men det skal naturligvis ske på et forsvarligt grundlag.” 

    Forberedelser i gang

    På omsorgscentret Enggården i Dragør oplyser centerleder Ole Andersen, at der er ved at ske forberedelser til at kunne tilbyde flere udendørs besøg, men at man stadig venter på de endelige retningslinjer.

    – Vi har stillet nogle borde frem, så vi er ved at gøre klar, men det kræver også nogle ekstra ressourcer fra vores side, forklarer Ole Andersen og tilføjer, at der i øjeblikket er nogle få plejehjemsbeboere, der har en særlig tilladelse til at få besøg.

    Skal kunne foregå i al slags vejr

    I Københavns Kommune udtaler sundheds- og Omsorgsborgmester Sisse Marie Welling

    “Der er intet, jeg hellere vil, end at lade de ældre se deres nære pårørende. Men vi må ikke gå på kompromis med deres sikkerhed. Vi skal også huske, at den danske sommer er mildt sagt uforudsigelig – vi kan ikke sætte vores lidt til høj sol og milde vejrguder resten af året. Derfor skal der tages højde for, at besøg skal kunne foregå i al slags vejr – det kræver anskaffelse af pavilloner og lignende. Vi arbejder allerede på højtryk, og vi ser frem til at kunne give grønt lys til besøg hurtigst muligt,” siger Sisse Marie Welling.  

    Must Read

    Livlig debat i FRAMEHOUSE

    Luften var fyldt med spørgsmål og forslag fra engagerede borgere, da FRAMEHOUSE i går holdt debat om fremtiden for Dragørs erhvervsliv. I...