SAS-dansevideo går verden rundt

Da stewardesse Naja Maria Engels fik ideen til en facebook-video, lavet i lufthavnen, var det ment som en kærlig hilsen til kollegaerne i SAS. Nu får hun beskeder fra folk i blandt andet Kina, USA og Indien, der er blevet opmuntrede af resultatet.

I’m still standing synger stewardesse Naje Maria Engels og hendes SAS-kollegaer i en video, der nu går verden rundt.

Af Pia Melander Guilbert

Fra Naja Maria Engels fik ideen, til hun stod i lufthavnen sammen med 19 kollegaer i SAS-uniform og dansede til Elton John hittet ”I´m still standing,” gik der to en halv uge.

– Jeg er virkelig imponeret over, hvor godt ideen blev taget imod, og hvor mange der var interesserede i at være med, fortæller Naja til Amagernyt. 

– Meningen var at glæde alle kollegaerne i SAS, der går derhjemme og venter på, at vi kan komme i luften igen, men nu får jeg hilsner fra folk i Kina, USA og Indien, der har set videoen.

Se videoen sidst i artiklen…

Tips fra pressechefen

Det var en lignende video, lavet af flyselskabet Qantas, der gav Naja ideen.

– Jeg tænkte, at sådan noget måtte vi da også kunne lave i SAS, så jeg kontaktede min kollega Anke Drud, der også er fitnessinstruktør og spurgte, om hun ville lære os en dans. Hun kendte så en professionel koreograf, som gerne ville stille op, og vi begyndte at forhøre os om, hvem der ville være med. Faktisk endte jeg med at måtte sige nej til nogle, fordi vi blev for mange.

Kort forinden havde Naja været med på den første flyvning til Lima, hvor SAS hentede danskere, der var strandet på grund af Corona-virus. Her havde hun mødt SAS pressechef, Kristoffer Meinert.

– Ham kontaktede jeg også, og han sagde, at det var en god ide, men at SAS ikke officielt ville være involveret i det. Han gav mig nogle råd til, hvordan det kunne gøres og satte mig i kontakt med nogen, der kunne klippe videoen sammen, forklarer Naja, der også kom i kontakt Henrik Boserup, som både er pilot og fotograf. Han ville gerne stå for optagelsen.

En sjov dag

Herefter ventede en del godkendelser, og politiet skulle være til stede under optagelserne for at sikre, at de medvirkende holdt afstand.

– Det tog fem en halv time at optage, og alle medvirkende deltog på frivillig basis, understreger Naja, som er meget stolt af resultatet, der nu går verden rundt:

– Vi gik ind til det med en forventning om, at uanset hvad det blev til, ville vi have fået en sjov dag ud af det. Det var fantastisk at være sammen igen. Vi savner jo alle vores hverdag så meget.

Se videoen herunder:

https://www.facebook.com/naja.engels/videos/10223597279626880/

Læs også:

 

Seneste artikler

Badebro på plads

Søvangs helt eget sjak af frivillige brobisser var sidste weekend på hårdt arbejde med at sætte den imponernede 279,1 meter lange badebro.

 

Fik du læst?