No menu items!
More
    fredag, oktober 30, 2020

    Forside Kultur Idrætsforeninger forgyldt i aftensol på havnen

    Idrætsforeninger forgyldt i aftensol på havnen

    Svømmeklubben og karateklubben blev de heldige arvtagere, da Dragør Volleyballklub i går fordelte sit overskud. Begge klubber fik overrakt 10.000 kroner ved en lille fin corona-korrekt ceremoni på havnen.

    Fra venstre (i korrekt coronaopstilling): Hans Natorp, næstformand i Danmarks Idrætsforbund (DIF), Mette Kjærgaard, Dragør Svømmeklub, Henrik Aagaard, formand Dragør Volleyball-klub, Tejs Damkjær, Itosu Karateklub, Pia Osbæck, bestyrelsesmedlem Dragør Volleyball-klub. Foto: AmagerNyt

    Af Pia Melander Guilbert

    Dragør Havn var scenen, da volleyball-klubben tirsdag kl. 17 havde inviteret til en lille corona-korrekt ceremoni i anledningen af, at klubben nu lukker. Tilbage er et overskud på 20.000 kroner, der skulle overrækkes til to af byens øvrige idrætsklubber, nemlig Dragør Svømmeklub og Itosu Kai Dragør Karateklub. De to klubber fik 10.000 kroner hver. 

    Syv ansøgninger

    Takket være de penge kan svømmeklubben nu oprette et vandpolo-hold, mens karateklubben vil bruge sin del på en elitecamp.

    – Vi har fået syv ansøgninger, og det var svært at vælge, fordi ansøgningerne alle havde gode og almennyttige formål, understregede formand for volleyball-klubben Henrik Aagaard, der også kastede et blik tilbage på de 15 år, volleyball-klubben har eksisteret. 

    Foto: AmagerNyt

    Bestyrelsesmedlem Pia Osbæck begrundede, hvorfor man havde valgt at give klubbens overskud til henholdsvis svømmeklubben og karateklubben:

    – Svømmeklubben har vi valgt at støtte, fordi vi synes, det er fantastisk, at vi kan bidrage til, at der starter en ny sport i Dragør, nemlig vandpolo. Karateklubben valgte vi, fordi det er prisværdigt, at man gør sit bedste for at blive bedre til en sport, og fordi en camp giver sammenhold og er noget, man altid vil huske senere i livet, konstaterede hun.

    Elitecamp og vandpolomål 

    Cheftræner i Itosu Karateklub, Tejs Damkjær takkede for donationen. Han fortalte, at klubbens elitecamp formentligt kommer til at strække sig over en weekend med besøg af forskellige fageksperter ude fra, blandt andet en kostvejleder.

    – Med elitecampen vil vi gerne dygtiggøre vores medlemmer og skabe nogle gode fælles oplevelser. Det skal ikke forstås sådan, at den kun er henvendt til eliten, forklarede han til Amagernyt.

    Mette Kjærgaard fra Dragør Svømmeklub fortalte at klubben indtil nu har haft vandpolo på deres aqua-fun hold, og det har været en succes:

    – Vi har allerede trænere, der gerne vil undervise, men vi har ikke haft nogen mål, for de er ret dyre. Dem kan vi købe nu.

    Foto: AmagerNyt

    Hyld foreningerne

    Til stede ved overrækkelsen var også Hans Natorp, der er næstformand i Danmarks Idrætsforbund (DIF). Han fremhævede både karateklubben og svømmeklubben som eksempler på foreningsidræt, når det er bedst.

    – Bestyrelserne i begge klubber brænder for det, de gør, og bruger meget tid på det. De kan få alt muligt ud af en lille pose penge. Det skal vi huske at hylde og være taknemmelige for, konkluderede han. 

    Foto: AmagerNyt

    Must Read

    “Der lød et brag og så var der glasskår over alt”

    12-årige Leonora fra Dragør var på vej hjem fra skole, da en lastbil fredag eftermiddag kørte ind i siden på den 250S-bus,...