mandag, maj 25, 2020

Forside Kultur Konkurrence: Skyd løs – og vis dine bedste fotos af Amagers natur

Konkurrence: Skyd løs – og vis dine bedste fotos af Amagers natur

Lad din indre fotograf folde sig ud i naturen og deltag i den landsomspændende fotokonkurrence ”Vis os vores natur”, arrangeret i samarbejde mellem DR, Naturstyrelsen, Friluftsrådet og De Naturhistoriske Museer. Vinderbillederne bliver en del af en udendørs fotoudstilling, der blandt andet skal vises i Botanisk Have.

Foto: voresnatur.dk

Af Pia Melander Guilbert

Danskerne skal udforske, genopdage og blive klogere på Danmarks natur og dyreliv. Det er ambitionen bag ”Vores Natur”, der er et samarbejde mellem DR, Naturstyrelsen, Friluftsrådet og De Naturhistoriske Museer.

Alle parter kommer til at bidrage på kryds og tværs, og du er også inviteret til at være med, blandt andet i fotokonkurrencen ”Vis os vores natur”, der løber fra d. 8. april til den 13. september.

27 vinderfotos

”Hvilket motiv du vælger, er helt op til dig. Det kan både være dyr, planter, landskaber, aktiviteter med mennesker i naturen eller noget helt femte. Det vigtigste er, at dit billede kan inspirere hele Danmark til flere naturoplevelser, og at det vækker en lyst til at tage ud i naturen og lære den bedre kende,” skriver Vores Natur

Konkurrencen er både for professionelle og amatører, og du må deltage med så mange billeder, du vil. Når konkurrencen slutter, vælger et dommerpanel tre vinderfotos fra hvert af DRs ni distrikter, altså 27 fotos i alt. De 27 fotos kommer til indgå i en fotoudstilling, der blandt andet vil kunne ses i Botaniske Have og Naturhistorisk Museum i Aarhus til efteråret.

Vilde vidunderlige Danmark

Som inspiration kan du for eksempel se DRs nye naturserie ”Vilde, Vidunderlige Danmark,” der får premiere påskedag og er på i alt fem afsnit. Her kommer du helt tæt på naturen og dyrene, der lever i den. DRs direktør for Kultur, Børn og Unge, Henrik Bo Nielsen udtaler i en pressemeddelelse, at han håber, serien både vil fascinere og vække vores nysgerrighed: 

– Ved at gå sammen med organisationerne: Friluftsrådet, Naturstyrelsen og Danske Naturhistoriske Museer, er der skabt et stærkt fagligt fællesskab, der kan bane vejen for langt flere naturoplevelser for befolkningen – og dermed forlænge tv-oplevelsen væsentligt. Vi håber på, at den samlede landsdækkende indsats vil give danskerne lyst til og mod på selv at gå på opdagelse ude i naturen og gøre brug af de mange tilbud rundt om i landet, som partnerskabet tilbyder, når myndighederne igen tillader, at vi kan få fælles oplevelser ude i naturen, siger han.

Sådan deltager du i fotokonkurrencen:

  • Find din indre fotograf frem og spring ud i vores natur, hvor der gemmer sig unikke oplevelser og motiver. Vi anbefaler, at du tager billedet i vandret position.
  • Tag billeder og udvælg de bedste til konkurrencen. Du kan indsende billeder løbende frem til 13. september 2020.
  • Upload billedet her på voresnatur.dk. Vælg det DR-distrikt, hvor du bor. Også selvom du har taget billedet i et andet distrikt, end du bor i. Er du i tvivl om, hvilket DR-distrikt du hører til, så kan du se det her, ved at indtaste din kommune i bunden af siden.

Læs mere om konkurrencen og få tips til at tage knivskarpe naturfotos i linket her 

Must Read

Nu åbner Den Blå Planet

Sent onsdag aften blev genåbningens fase 2 udvidet, og det betyder blandt andet, at Den Blå Planet nu åbner op allerede søndag...