tirsdag, maj 26, 2020

Forside Historie Museum Amager dokumenterer Corona-krisen

Museum Amager dokumenterer Corona-krisen

Hvordan hverdagen ud for indbyggerne på Amager under Corona-krisen? Hvordan afviger den på godt og ondt fra det normale, og hvad gør folk hver især for at tilpasse sig den forandrede hverdag? Museum Amager efterspørger hjælp fra de lokale til at dokumentere livet under Corona-krisen for eftertiden.

Foto: AmagerNyt

Vi gennemgår lige nu en global krise af et omfang, der ikke er set magen til i nyere tid. Det er en krise, der kommer til at definere vores generation, og som i fremtiden vil fremgå af historiebøgerne. Den slags skal selvfølgelig dokumenteres og bevares for eftertiden. Museum Amager er gået i gang med indsamlingsarbejdet og beder de lokale om hjælp.

Museum Amager indsamler dokumentation af Corona-krisen, så de lokales indtryk, tanker og erfaringer fra krisetiden bliver bevaret for eftertide og generationerne efter os kan blive klogere på hvordan danskerne – i dette tilfælde især amagerne – håndterede livet og hverdagen i en krisetid.

Foto: AmagerNyt

Del din Corona-hverdag

Museum Amager opfordrer indbyggerne på Amager til at dokumentere deres hverdag og dele den med museet, så viden om krisen kan blive bevaret for eftertiden. Vil du hjælpe? Så er det ganske simpelt og op til den enkelte, hvordan man gør det.

Man kan føre dagbog, tage billeder, tegne tegninger, skrive sange og digte, lave interviews med sine familiemedlemmer, videodokumentere eller på en anden passende måde forevige hverdagen under Corona-krisen. Formen er ikke i sig selv afgørende, men det er afgørende, at det bliver gjort.

Det kan for eksempel være et meningsfyldt projekt i en fastlåst hverdag eller for hjemmeskolede børn, der her har mulighed for oplagt indhold til historie- og samfundsfagsundervisningen.

Foto: AmagerNyt

Hjælp fremtidens museumsfolk

Museets personale håber på, at rigtig mange – privatpersoner såvel som erhvervsfolk og offentligt ansatte – vil tage opfordringen til sig og dokumentere deres hverdag og indtryk af krisen, som den opleves både privat og professionelt.

Det, der er en selvfølge i dag, vil ikke være givet for de næste generationer af museumsfolk, når de skal arbejde med, forske i og fortælle fremtidens museumsgæster om Corona-krisen i 2020, fortæller Museum Amager. Indsamlingen foregår således ikke for vores egen nutids skyld, men for at vores efterkommere kan få et indblik i, hvad der skete, da den globale pandemi fejede ind over Danmark og Amager.

Foto: AmagerNyt

Arbejdet fortsætter på hjemmekontoret

For tiden er museet lukket, udstillingsbygningerne står tomme og alle aktiviteter er aflyst. Men rundt omkring på medarbejdernes hjemmekontorer arbejder Museum Amager videre. De planlægger nye aktiviteter, arbejder videre på udstillingerne til Dragør Museum og Amagermuseet, alt imens der også arbejdes på opgaver som samlingsregistrering, frednings- og bevaringssager, publikationer og planlægning af sommerens og efterårets aktiviteter – i det omfang de kan afvikles.

Bidragene kan indleveres digitalt til Museum Amager på ca@museumamager.dk eller personligt i museumsadministrationen, når den åbner igen.

Se galleriet nedenfor – Amager 1. april 2020

Must Read

Dansk fritidstrafik over Øresundsbroen tredoblet

Mere fritid, men ikke så mange steder at tage hen, når man gerne ville lidt væk. Sådan har det været for de...