lørdag, maj 30, 2020

Forside Nyheder - Dragør Kendt skikkelse tilbage i Dragørs Kommunalbestyrelse

Kendt skikkelse tilbage i Dragørs Kommunalbestyrelse

Da Dragørs 1. viceborgmester Allan Holst den 6. marts gik bort, efter længere tids sygdom, efterlod det ikke bare et tomrum hos familie, venner og kolleger, men også i det politiske arbejdsrum i Dragør Kommune. Allan Holst bestred udover 1. viceborgmesterposten en række politiske udvalgs- og bestyrelsesposter. Nogle af disse poster blev onsdag aften fordelt og her kom en gammel kending tilbage i maskinrummet.

Ole H. Hansen (A) er tilbage i Dragørs Kommunalbestyrelse og politiske værksted. Foto: PR

Det er Ole H. Hansen (A) som er indtrådt i Kommunalbestyrelsen i Dragør hvor han desuden indtræder i Økonomiudvalget, Børne-, Fritids- og Kulturudvalget samt By-, Erhvervs- og Planudvalget. Poster som Ole H. Hansen overtager efter Allan Holst. Det blev besluttet på onsdagens virtuelle kommunalbestyrelsesmøde i Dragør.

Ole har tidligere siddet i Kommunalbestyrelsen i perioden 2009-2017 og det glæder den politiske kollega, Kommunalbestyrelsesmedlem og gruppeformand Nicolaj Bertel Riber (A) som udtaler:

– Det er dejligt at få Ole med på holdet, selvom det er på en meget trist baggrund. Ole har været en aktiv 1. suppleant siden valget og har masser af erfaring fra sine tidligere perioder i Kommunalbestyrelsen, så han kan gå lige ind i arbejdet, skriver Nicolaj Bertel Riber i en meddelelse til AmagerNyt.

Ole H. Hansen var i 2017 kandidat for Socialdemokratiet til kommunalvalget i Dragør kommune hvor han fik 111 personlige stemmer. Ole H. Hansen blev imidlertid ikke valgt ind. Ole H. Hansen har tidligere været kommunalbestyrelsesmedlem i Dragør Kommune fra 2009 til 2017, hvor han var medlem af Social- og Sundhedsudvalget.

Ole H. Hansen er tillige en kendt skikkelse til hest, hvor han i adskillige år var fast rytter til Dragørs berømte fastelavns tøndeslagninger til hest. Ole H. Hansen er desuden formand i Dragør Fastelavnsforening af 1970.

Must Read

Endelig kan musikskolerne åbne igen

Dragør og Tårnby kommunes musikskoler har endelig fået lov til at åbne igen. Trods gode eksperimenter med fjerundervisning og virtuelle koncerter, er...