Spændende forår i vente for Dragør Boldklub

Udskiftninger i bestyrelsen, nye spillere i overbygningen A27 og en ordentlig lussing til Serie 1-holdet i en træningskamp. Det er blandt nyhederne i Dragør Boldklub (DB) på tærsklen til foråret.

Der var ikke meget at juble over i DB’s 1-5 nederlag til Rønne i en træingskamp i den forgangne weekend. Arkivfoto: DragørNyheder.dk

Sidste onsdag, d. 26. februar,  blev der afholdt generalforsamling i DB, hvor der var udskiftning på en række bestyrelses- og formandsposter. Lars Søgaard er ny ungdomsformand, Jacob Halling er ny børneformand, mens Søren Houen og Claus Schreiner (også ny formand for dame/pigeafdelingen) er nyindtrådte i bestyrelsen. Det betyder samtidig et farvel til Peter Brinck og Claus Møller-Hey i DB’s bestyrelse, mens Søren Karlsen fortsat sidder i bestyrelsen og fortsætter som elite/A27 og akademiansvarlig. Endelig udtræder Bent Hansen af bestyrelsen.

På generalforsamlingen kunne Dragør Boldklubs formand, Tina Vexø, berette om et spændende forår med mange sportslige udfordringer. Foto: Presse

Generalforsamlingen var yderst velbesøgt, formodentlig grundet afstemningen om A27 projektet (overbygningssamarbejdet mellem DB, AB Tårnby og Kastrup Boldklub – red.), som skulle endeligt godkendes.

A27-samarbejdet fortsætter

Afstemningen faldt ud til fordel for A27-projektet, som nu er endeligt vedtaget i alle tre klubber. Derudover kunne formanden Tina Vexø berette om et positivt resultat på driftssiden (læs: overskud), og en sportsligt positiv udvikling i seniorafdelingen, hvor DB’s 2.senior er rykket op i Serie 2, mens førsteholdet ligger til oprykning til Københavnsserien forud for kampene i forårsturneringen.

Kampene i forårsturneringen indledes med en hjemmekamp mod Prespa d. 4. april, og forinden skal holdet efter planen på træningslejr under varmere himmelstrøg, hvis ellers Coronavirus-situationen tillader det.

I træningskampene går det ikke alt for godt, og senest blev det til en ordentlig lussing på 1-5 mod Rønne.  Der er med endnu et nederlag kort sagt stadig noget at arbejde med for cheftræner Henrik Gundersen og spillerne forud for den første turneringskamp, som er mindre end en måned ude i fremtiden.

Der er til gengæld glæde i A27-lejren. Ikke blot har projektet som nævnt fået sin endelige godkendelse, man har ligeledes fået opjusteret trupperne i de forskellige aldersklasser i vinterens løb.

Det gælder f.eks. i årgang 2006 (U14), hvor hele tre DB-spillere er kommet ind i A27-varmen. Georg Malmros, Nikolaj Willer Steffen og William Andreasen har allerede gjort sig positivt bemærket, trods det markant højere niveau.

Således var de to førstnævnte i startopstillingen, da A27 vandt en dramatisk sejr på 3-2 over Nykøbing FC i den forgangne weekends turneringskamp.

Georg Malmros (tv), Nikolaj Willer Steffen (midt) og William Andreasen (th) fra Dragør Boldklub er nye i A27-sammenhæng på årgang 2006. Foto: A27.dk

 

Seneste artikler

 

Fik du læst?

Tivoli er åben…

FORÅR: Iklædt påskegult åbnede Tivoli i dag portene til dette års sommersæson, der varer til 22. september. Forlystelseshaven lægger ud med at markere Påske i

Læs mere »