tirsdag, maj 26, 2020

Forside Kultur - Dragør Kaffeklubben giver livskvalitet

Kaffeklubben giver livskvalitet

Forvilder man sig ind i fitnesscentret Loop Dragør på A.P. Møllers Allé en fredsommelig fredag formiddag, er det tydeligt, at der er en overrepræsentation af ”seniormotionister”. Det er naturligvis logisk i forhold til, at de fleste i den erhvervsaktive alder er på arbejde, men ud over, at de fremmødte har god tid, er der også en dybereliggende tanke om, at man ikke bare møder op enkeltvis.

Birgitte (tv), Søs (i midten) og Lilian (th) nyder pensionisttilværelsen med træning i Loop Dragør. Foto: Henrik Hvillum

”Det betyder lidt, at her er nogen man kender, nogen man kan sludre med, så man lettere kommer ud ad døren. Det er hyggeligt at sidde og drikke kaffe sammen, men hvis det var det primære, kunne jeg lige så godt sidde derhjemme og gøre det. Nogle af os er heldige at blive hentet, og så kommer man også lettere afsted, når der holder en og venter udenfor”, siger tre af de ivrige motionister, Birgitte, Søs og Lillian.

Nu må man jo ikke angive en dames alder, men det kan oplyses, at hos to af de personer, som vi faldt i snak med, sagde dåbsattesten 1936. For dem giver sammenholdet og naturligvis selve den fysiske træning en livskvalitet, som ellers ville være stærkt reduceret, hvis ikke muligheden for at besøge Loop fandtes.

”Vi ville blive bumlefede”

”Vi ville blive bumlefede, hvis vi ikke kom her, men vi kommer her nu ikke for at tabe os. Det handler om at få rørt det gamle kadaver og musklerne. Vi har netop i dag talt om, at vi er heldige med, at vi har det så godt, og det skal vi skønne på, selv om vi jo altid har ondt et sted… Det er både fysisk og psykisk velvære, at vi kommer ud, får snakket med hinanden og andre mennesker, og selvfølgelig får rørt sig”, fortæller de tre aktive damer, som dog indrømmer, at de efter endt træning gerne sætter sig hjem i sofaen og ser TV med god samvittighed.

Der bliver arbejdet hårdt blandt Loop Dragørs seniormotionister. Foto: Henrik Hvillum

Hos Loop kan man naturligvis godt mærke, at der kommer mange motionister af ældre dato, især om formiddagen. Blandt personalet er man imponerede over, at ”kaffeklubben” træner så tit, er så seriøse og er i god form. Men det bliver også bemærket, at træningen har et socialt aspekt.

”Man kan godt mærke, at de også kommer her for at hygge sig, snakke sammen og høre nyt. Derudover har de et belønningssystem, så man får T-shirts for fremmøde, f.eks. 500 gange eller 700 gange til træning. Det bliver fejret, hver gang nogen får en ny trøje. Og der må jo være nogle af dem, som har et par stykker efterhånden”, fortæller Annelise Reimers, medarbejder hos Loop i Dragør.

Medarbejder Annelise Reimers er imponeret over de lidt ældre motionisters gode form. Foto: Henrik Hvillum

Et almindeligt medlemskab i Loop Dragør koster fra 219 kr. pr. måned.

Must Read

Dansk fritidstrafik over Øresundsbroen tredoblet

Mere fritid, men ikke så mange steder at tage hen, når man gerne ville lidt væk. Sådan har det været for de...