No menu items!
More
    lørdag, december 5, 2020

    Forside Erhverv - Dragør Da Dragør blev omtalt i New York Times

    Da Dragør blev omtalt i New York Times

    Dragør kommune fylder kun ca.18 kvadratkilometer, hvilket jo ikke er meget på verdensplan. Mildt sagt! Og selv om de fleste af os nyder at bo her, så ved vi jo godt, at vores by ikke just er verdens navle. Og dog:

    En gang i mellem får Dragør nemlig omtale på den helt store scene. Eksempelvis var selveste New York Times forbi tilbage i sommeren 1985, hvor journalisten Sara Evans, formodentlig uden at være sponsoreret af det lokale turistråd, skrev en meget omfattende og rosende omtale af byen.

    Sådan så artiklen i New York Times ud i 1985. Foto: Screendump New York Times

    Ud over den maleriske beskrivelse af den gamle bydel, og en grundig gennemgang af den fascinerende historie, som alle vi indbyggere dybest set burde kende, så er artiklen et historisk vidnesbyrd om, hvor meget Dragør har ændret sig igennem de 35 år, der er gået siden artiklens tilblivelse.

    ”Dragor – situated on the flat, fertile island of Amager, which extends southeast of Copenhagen – was for centuries a sleepy, odd little backwater. Now, because of its proximity to Kastrup Airport, the area has become a popular one in which to live, especially for airline and airport workers. Prices of the 18th-century cottages, have soared in the last 15 years, and the area has become considerably gentrified”, skriver Sara Evans.

    I dansk oversættelse bliver det noget i retning af: ”Dragør ligger på den flade og frugtbare ø Amager, som strækker sig sydøst for Københavns centrum. I århundreder var det en soveby, men nu, takket være nærheden til Kastrup Lufthavn, er området blevet populært som beboelse for luftfarts- og lufthavnspersonale. Priserne på husene fra 1700-tallet er steget de seneste 15 år, og befolkningssammensætningen har ændret sig væsentligt”.

    Nogenlunde således må New York Times have oplevet Dragør i 1985. Foto: Dragørnyheder.dk

    Turistinformation er et historisk dokument

    Man kan også læse, at Restaurant Beghuset er den nyeste restaurant (!), og at man dengang blot behøvede at ringe seks cifre på en fastnettelefon for at komme i kontakt med strandhotellet, museet eller kroen.

    Derudover er der, for os nutidslæsere, overraskende og nærmest kuriøse henvisninger til transportmuligheder til og fra Dragør, hvis man har Rådhuspladsen som udgangspunkt. Eksempelvis kostede det 10 kr. og tog 35 minutter at køre med bus Nr. 30 eller 33 til Dragør….

    Det kostede 10 kr. at køre med denne bus fra Rådhuspladsen til Dragør i 1985. Foto: Arne Unterschlak/Busbilleder.dk

    Ønskede man derimod at undgå den ellers pålidelige offentlige transport, måtte man hoste op med ca. 11 dollars, hvilket svarede til ca.120 kr i datidens valutakurs, hvis man ønskede at lade sig befordre af en taxa.

    Endelig er der sågar en sprogguide for engelsktalende, så næste gang vores dansksprogede læsere skal forklare udtalen af ”Dragør”, er det bare at sige ”DRAH-were”…

    Læs hele artiklen her https://www.nytimes.com/1985/06/16/travel/seaside-village-in-denmark.html

    Must Read

    Nye restriktioner i Tårnby og Dragør

    Både Tårnby og Dragør er på listen over hovedstadskommuner, hvor coronasmitten er steget voldsomt de seneste uger. Myndighederne lægger nu op til...