No menu items!
More
    mandag, september 28, 2020

    Forside Mig og mit Amager Christian Bruhn: ”Jeg skal kraftedeme vise dem, at jeg kan”

    Christian Bruhn: ”Jeg skal kraftedeme vise dem, at jeg kan”

    Christian Bruhn er uddannet automekaniker og driver sit eget bådværksted – nu også med kunder i Dragør. Men i mange år holdt han sin virksomhed uden for Dragørs bygrænse. Det er nemlig ikke så nemt at drive professionel virksomhed i en lille by, hvor man voksede op som ballademager.

    Christian Bruhn fik allerede som 10-årig stillet sin Tourette-DAMP-diagnose, som det hed dengang. Han havde indlæringsbesvær og kunne ikke sidde stille i undervisningen. Han har været mere gennem systemet end de fleste. Han har gået på både St. Magleby Skole, specialklasse på Nordstrandskolen, Amager Privatskole og daginstitutioner, hvor vold mellem unge og lærere ikke var ualmindeligt. I dag ville han ønske, at kommunen havde været mere lyttende, da han var ung.

    ”Jeg følte mig som en kastebold og et problem. Jeg havde Tourette. Jeg havde svært ved at sidde stille, og jeg havde store indlæringsproblemer. Men jeg var ikke ung og utilpasset. Det blev jeg først, da jeg blev sendt hen på en daginstitution fuld af unge og utilpassede.”

    Alle tvivlede på mig

    Christian Bruhn har altid haft oplevelsen af, at ingen troede på ham som barn.

    ”Jeg fik skældud for mine tics. Jeg blev sendt uden for døren for at provokere. Det er helt vildt, at sådan noget her har kunnet lade sig gøre. Jeg glemmer aldrig nogensinde, at jeg sad 13 år gammel hos en kommunalarbejder, der fortæller mig, at jeg aldrig nogensinde bliver til noget. Direkte til et barn! Det gør man da ikke.”

    Der var ikke ressourcer til ekstra hjælp i klasselokalet. Derfor blev han sendt ned til Mogens Henriksen, der var leder i Ungdomsskolen dengang.

    ”Så sad jeg der og lavede lektier, og når jeg var færdig med det, så fik jeg lov at gå ud at skrue i værkstedet som belønning. Jeg fik stillet min Tourette-diagnose i den periode, hvor jeg gik på værkstedet hos Ole, og jeg kunne ikke helt forholde mig til det. Der var han en rigtig god støtte. Han tog sig virkelig af mig.”

    Motocross holdt mig væk fra ballade. Til en vis grad.

    Ved siden af specialtilbud hos Mogens Henriksen, brugte Christian Bruhn Ungdomsskolen, som alle andre. Han var tilmeldt motocross-holdet og kørte to gange om ugen på området på Bachersmindevej, hvor der i dag er campingplads. Her havde Ungdomsskolen værksted og crossere, som blev drevet af Benny Thøgersen.

    ”Kæmpe cadeau til Benny Thøgersen! Den mand gjorde rigtig meget for rigtig mange unge. Og særligt dem, der havde det lidt svært. Han var en god mand, og han fik mange på rette spor,” fortæller Christian Bruhn. ”Det var den måde, han havde fat i os på, og den kontakt, han havde til os hver især. Jeg var for ung til at køre på knallert, så han fik mig til at lægge det på hylden, mod at jeg så fik lov til at køre motocross to gange om ugen, selvom man egentlig kun kunne køre hver anden gang.”

    Det gav Christian blod på tanden, og han endte med også at køre privat.

    ”Det gav mig noget at lave og holdt mig væk fra ballade. Til en vis grad. Det var en kanon tid. Benny Thøgersen var guld værd, og han gjorde, hvad der skulle til, også selvom det var utraditionelle metoder en gang imellem. Han var virkelig på bølgelængde med de unge, men han kunne også sige fra overfor dem og give dem noget ansvar. Det er vigtigt, at du ikke er bange for at tage en skideballe fra chefen, når du har med mennesker at gøre. Relationer er vigtigere end regler.”

    Dagene på værkstedet stod i skarp kontrast til skoletiden. Her var han dygtig med værktøjet, grundig med rengøringen og lige så nysgerrig og nørdet med teknikken som dengang han var barn og skruede hele videooptageren fra hinanden for at finde ud af, hvordan den hang sammen.

    ”Jeg har altid fået at vide, at jeg aldrig nogensinde ville blive til noget. Alle tvivlede på mig. Kommunen, lærerne, pædagogerne. Men det fik mig også til at tænke: ”Jeg skal kraftedeme vise dem, at jeg kan.”.”

    Det var den tanke og passionen for teknik, der fik ham til at starte på automekanikeruddannelsen.

    Første eksamen var på teknisk skole

    Christian gik ud af skolen i 9. klasse og startede i lære som automekaniker. Han fik aldrig nogen afgangseksamen, så hans første eksamen blev på Teknisk Skole.

    ”Det var ubehageligt! Det var ikke sjovt aldrig at have været oppe til en eksamen og så pludselig skulle til en eksamen på en erhvervsuddannelse, der var så alvorlig, som den var. Jeg skulle op i fysik og kemi og fortælle om ionvandringer, galvaniske tæringer og det periodiske system. Jeg dumpede min første eksamen med et brag.”

    Men på vej hjem fra eksamen var det som om, der gik et lys op for ham, og han forstod på en helt ny måde, hvad hans lærer havde talt om.

    ”Da jeg gik op igen fjorten dage efter, bestod jeg med bravur. ”Det dér, det var veludført,” kan jeg huske, at min censor sagde. Og så begyndte jeg at få selvtillid.”

    Fra lastbilchauffør til selvstændig

    Efter sin uddannelse som automekaniker kørte Christian lastvogn i nogle år, inden han startede op for sig selv.

    ”Vi kunne køre 12-13 timer i lastvognen, og så tog jeg ned på værkstedet, når jeg fik fri. Jeg har rodet med både, biler og knallerter hele mit liv, og jeg kan ikke lade være. Men det blev alt for meget med de lange dage, og jeg var lige ved, at gå ned med stress.”

    Til sidst sagde han chaufførjobbet op.

    ”En dag blev jeg ringet op af en kammerat, der havde en båd, der var gået i stykker ude på Teglholmen, og så pakkede jeg mit værktøj og kørte afsted i min gamle Citroen Berlingo. Den dag fik jeg ti nye kunder! Det var åbenbart den helt store dag for folk, der skulle ud at sejle og ikke kunne få gang i båden. Og så kom jeg tilfældigvis gående der med mit topnøglesæt. Dagen efter begyndte min telefon at ringe, og så startede jeg min egen virksomhed.”

     

    Kæmper stadig med dårligt ry

    Det har ikke været uden problemer at starte op som selvstændig i samme lokalsamfund, hvor han voksede op. En dag er der en lokal kunde, der ringer til Christian. Han har set et af virksomhedens facebookopslag.

    ”Han valgte mig faktisk fra, da han fandt ud af, hvem jeg var. Det er jeg meget ked af. For én ting er, hvem jeg var som 16-årig, en anden ting er, hvem jeg er som 29-årig. Men jeg må se det sådan, at det er ham, der går glip af god service. I en lille by som Dragør går snakken rigtig stærkt. Men de her oplevelser har også gjort, at jeg godt kunne tænke mig at hjælpe unge, give dem nogle værktøjer og motivere dem til at gå i en anden retning. For de dårlige valg forfølger os.”

    Af samme årsag har Christian også valgt medarbejdere til sit værksted, som ikke altid har været lige jobparate.

    ”Jeg kan godt lide at prøve at give dem noget blod på tanden og nogle opgaver, der styrker deres selvtillid, ligesom jeg selv fik. Jeg vil gerne give det videre, som Mogens Henriksen og Benny Thøgersen gav mig. Jeg vil gerne give folk en chance for at tage noget ansvar.”

    I dag er det ekstra vigtigt for ham at lægge et godt stykke arbejde.

    ”Det hænger nok sammen med, at folk altid har sagt, at jeg ikke kan blive til noget. Den manglende tro på mig, har givet mig en vilje til at vise, at jeg kan. Der er ikke nogen, der skal kunne sætte en finger på mit arbejde! Jeg nægter at levere et stykke arbejde, der klamper sammen.”

    Ret skal være ret. Christian Bruhn er godt klar over, at hans dårlige rygte ikke er dukket op ud af det blå.

    ”Jeg kan godt se, at jeg har været en rod! Der er ingen tvivl om, at jeg lavede ballade som ung. Og jeg kan heller ikke lægge skjul på det – alle ved det jo. I dag, hvor jeg sidder til seriøse forretningsmøder og forhandler om store beløb, må jeg lige gemme Amagerdrengen lidt væk.”

    Jungo

    Trods en turbulent ungdom rummer Dragør også nogle af Christian Bruhns bedste minder. Og her er der særligt ét, der står ud: Da han som 17-årig købte en sejlbåd med sine venner.

    ”Det var den fedeste drøm nogensinde at have en båd i teenageårene, og vi havde det bedste teamwork ombord. Både i medgang og modgang. Og bølgegang. Vi satte den i stand fra A til Z. Den hed Jungo.”

    Det var et impulskøb, faktisk. Det var en varm sommerdag, da han fik øje på et gammelt vrag af en båd nede ved værftet.

    ”Så jokede vi med, om ikke vi skulle købe den. Den var slet ikke til salg. Men så blev tanken alligevel mere seriøs, vi fik opsporet ejeren og så købte vi båden. Vi smed den i vandet samme dag og håbede, at den kunne flyde. Det kunne den. Så smækkede vi en påhængsmotor på og sejlede til Sverige.”

    De unge pudsede og polerede den, syede selv nye hynder til den og byggede et bådstativ med lidt kyndig forældrevejledning.

    ”Det er ti år siden nu, og bådstativet holder stadig. Men båden eksisterer ikke længere.”

    Mit bedste Dragørtip

    ”Dragør Fortet er altid en tur værd. Både om sommeren og om vinteren. Det er dejligt at stå oppe på toppen og kigge ud over Øresund. Både i solskin, og når vinden bider i kinderne. Det for flot, fordi det ændrer sig. Det er så forskelligt, om det er havblik, solen står ind på Øresundsbroen, og du kan se hele vejen til Sverige, eller om det stormer, og bølgerne vælter ind over molen. Der er noget smukt ved det uanset.”

    Must Read

    Farvel til 112-appen

    Siden 2013 har du kunnet downloade 112-appen, der automatisk sender gps-koordinater til alarmcenttalen, når du ringer 112. Nu bliver appen overhalet af...