Ny togstation vil sætte fart på udvidelsen af Københavns Lufthavn

Københavns Lufthavn glæder sig over regeringens planer om en udvidelse af togstationen i lufthavnen. Planerne er en del af det hovedstadsudspil, der fremlægges torsdag i denne uge og vil betyde at stationen i lufthavnen udvides med to nye perroner. Der er også planer om at opføre et nyt parkeringshus med plads til 2000 biler.

Foto: cph.dk

Flere end 34 pct. af alle rejsende til Københavns Lufthavnen ankommer i dag med tog og derfor ser de gerne, at endnu flere rejsende får mulighed for at benytte offentlig transport, når de skal til og fra Kastrup, skriver Københavns Lufthavn i en pressemeddelelse;

Det kræver en udbygning af den nuværende togstation. Det er især vigtigt for fremtidens rejsende, da togstationen i dag ikke er stor nok til at kunne håndtere de kommende års vækst i passagerer. Derfor glæder lufthavnen sig over regeringens planer om en ny togstation, der skal skabe plads til flere tog.

Største styrkelse af lufthavnens infrastruktur siden Øresundsbron

Som en del af en ny hovedstadsstrategi, har regeringen i dag præsenteret en plan om en ny og større togstation i Københavns Lufthavn. Der er tale om den største styrkelse af lufthavnens tilstødende infrastruktur siden Øresundsbron stod færdig for knap 20 år siden. Med den ny togstation fremtidssikres togbetjeningen til Københavns Lufthavn og dermed imødekommes et voksende passagerbehov i de kommende år:

”En ny togstation er en væsentlig forudsætning for, at vi kan fortsætte med at udvide lufthavnen på en ansvarlig måde. Udbygget offentlig transport sikrer, at borgere fra hele landet kan benytte Københavns Lufthavns ruter ud i verden. Målet er, at lufthavnens antal af passagerer skal vokse fra 30 til 40 mio. om året. For at det skal kunne lade sig gøre, er det nødvendigt med en ny togstation med plads til flere tog til fremtidens passagerer,” siger Peter Goll, der er kommunikationsdirektør i Københavns Lufthavn.

 

Lufthavnen klar til samarbejde om ny togstation

Presset på togstationen ved Københavns Lufthavn vokser år for år, og flaskehalsen ved Københavns Lufthavn Station er allerede i dag den største udfordring på hele Øresundsbanen, hvor der i perioder ikke er plads nok på togskinnerne til de gennemkørende tog. Det betyder, at der allerede i dag er beklagelige forsinkelser og aflysninger. I en situation, hvor passagerantallet stiger i lufthavnen, og godstogenes antal vil vokse ved åbningen af Femern Bælt-forbindelsen, er der behov for at samarbejde om opførelsen af en ny station:

”For Københavns Lufthavnen er regeringens udmelding en positiv og vigtig nyhed. Den nye station er central, for at vi kan levere den udvidelsesplan, vi har lagt frem og lovet politikere, erhvervsliv og nærsamfund, vi vil bidrage med. Men det er også vigtigt, fordi attraktive togforbindelser sikrer rejsende kollektiv transport som et reelt alternativ til bilen på rejsen til og fra lufthavnen. Derfor står vi også klar til at samarbejde med politikere og myndigheder om at gøre den nye station til en succes,” siger Peter Goll.

En investering til gavn for hele Danmark

Den nye station skal efter planen øge antallet af tog fra både Sverige og Vestdanmark fra 13 til 18 tog i timen. Og det er netop rejsende fra Fyn, Jylland og Sydsverige, som foretrækker at bruge toget på rejsen til Københavns Lufthavn.

Ifølge de senest opgjorte tal fra 2017 er det kun 15 pct. af de rejsende fra København, der ankommer med toget til lufthavnen, mens det er hele 63 pct. af de rejsende fra Fyn og 39 pct. af de rejsende fra Jylland. Det er dog særligt sydsvenskerne, der foretrækker toget. 73 pct. af de rejsende fra Sydsverige kommer til lufthavnen med tog, inden de rejser videre ud i verden fra Københavns Lufthavn.

”Toget er først og fremmest den foretrukne transportform for de rejsende uden for Hovedstadsområdet. Derfor er en investering i en ny togstation i Københavns Lufthavn også en investering til gavn for hele Danmark og Sydsverige. På længere sigt vil en ny station give plads til hurtigere tog fra Vestdanmark, Nordtyskland og Sydsverige, som kan gøre rejseoplevelsen endnu mere attraktiv for passagerer fra eksempelvis Fyn og Jylland,” uddyber Peter Goll.

Om ny togstation i Københavns Lufthavn:

  • Med en ny togstation i Københavns Lufthavn fordobles antallet af perroner fra to til fire.
  • Antallet af tog i hver retning stiger fra 13 til 18 i timen
  • Stationen vil fremtidssikre kapaciteten og skabe plads til hurtigere tog fra Vestdanmark, Sverige og Nordtyskland.

Kilde: Københavns Lufthavn

 

Seneste artikler

 

Fik du læst?

Tivoli er åben…

FORÅR: Iklædt påskegult åbnede Tivoli i dag portene til dette års sommersæson, der varer til 22. september. Forlystelseshaven lægger ud med at markere Påske i

Læs mere »