Studiestart: Kom godt igennem introdagene som introvert

I disse dage tager mange unge deres første skridt på gymnasiegangene og ind på universitetets læsesale. Men inden de skal fordybe sig i nye fag og tykke fagbøger, skal de igennem introforløb med rusture, navneleg og mange nye mennesker. Det kan være en stor udfordring for visse persontyper, navnlig de introverte. Heldigvis kan den introverte lave sit hjemmearbejde og komme helskindet gennem introdagene.

Camilla Lærkesen holder bl.a. foredrag og skriver om introverte problemstillinger. Du kan læse mere om Camilla på www.bevidstintrovert.dk.

For introverte kræver introdagene rigtig meget energi.  Energi, du i forvejen ikke har ret meget af, når du skal lære at navigere i en ny studiekultur. Inden vi går ind i, hvordan introverte passer bedst muligt på sig selv i introperioden, så lad os starte med at kigge nærmere på, hvad forskellen egentlig er på introverte og ekstroverte.

Hvad vil det egentlig sige at være introvert?
Dit introverte personlighedstræk er en præference. Ligesom der findes A-mennesker og B-mennesker, sproglige og matematiske studenter og nogle, der er disponerede for at løbe langt, mens andre er disponerede for at løbe stærkt. Det er en del af den naturlige variation blandt mennesker, der gør, at vi komplementerer hinanden og kan overleve i flok.

At være introvert betyder, at man henter energi fra sin indre verden, mens de ekstroverte henter energi fra deres omverden. Ekstroverte får deres bedste ideer og højeste humør, mens de får nye indtryk i samspil med hændelser og mennesker omkring dem. Introverte får deres bedste ideer, når der er ro og tid til eftertænksomhed. Men ligesom et B-menneske kan godt stå op om morgenen og et matematisk begavet menneske godt kan stave, kan en introvert sagtens være telefonsælger.

Når det er udfordrende for en introvert at starte nyt studie, er det, fordi der sker så utrolig meget omkring dem i lange perioder ad gangen uden mulighed for at trække sig tilbage og reflektere over alle de nye input. Mange introverte trives bedre i mindre grupper eller i samtaler på tomandshånd. Imidlertid foregår introdagene ofte i samlet flok.

Sådan kommer du helskindet gennem introdagene

Forbered dig

Hav tjek på alt det praktiske. Få styr på tidspunkter og lokaler, så der er ro omkring din dag. Så får du sandsynligvis mere overskud til at fokusere på at skabe nye relationer. Det kan være en god ide at læse programmet for introforløbet på forhånd, så der ikke kommer nogle overraskelser på den front.

Prioriter din energi

Du behøver ikke være med til alt. Det koster meget energi for en introvert at lære så mange nye mennesker at kende på én gang. Sæt familie, venner og kærester lidt på standby, så du ikke bliver afkrævet energi, når du kommer hjem. Det vil de helt sikkert forstå. Få hvilet igennem og ladt op til næste introdag i stedet.

Spot de andre desertører

Det, du ikke ser, er alle dem, der lister ud gennem bagdøren før dig. De, der ikke deltager, råber sjældent op om det. De lægger ikke billeder op på de sociale medier af, at de går i seng kl. 22. Du opdager dem aldrig. Men hvis du begynder at lægge mærke til dem, kan I måske begynde at være sociale på jeres egne præmisser. Foreslå nogle af de andre tilbagetrukne typer, om I skal drikke en kop kaffe efter undervisning eller sidde en omgang over i ølstafetten og sludre i stedet. De vil helt sikkert værdsætte muligheden.

Kast dig ud i det

Det kan være fristende at springe introdagene over, hvis man er meget nervøs for dem. Men lad være med det. Udnyt at alle er nye, alle er nervøse, alle er i samme båd. Nye mennesker og smalltalk er ret skrækindjagende for en introvert, tænker du måske. Men husk lige, at det er det også for rigtig mange andre mennesker – såvel ekstroverte som introverte – og de fleste forsøger at skjule det godt. Du er helt sikkert ikke den eneste, der har lyst til at gemme dig på toilettet indimellem.

 

Seneste artikler

 

Fik du læst?

Tivoli er åben…

FORÅR: Iklædt påskegult åbnede Tivoli i dag portene til dette års sommersæson, der varer til 22. september. Forlystelseshaven lægger ud med at markere Påske i

Læs mere »