Ingen natbus til Søvang på hverdage

Dragør Kommune skal inden den 1. maj 2018 bestille den busdrift, der skal køre fra åbningen af Metro Cityringen i sommeren 2019.

På økonomiudvalgets møde torsdag aften blev et enigt udvalg enige om at Movia skal levere følgende trafik

  1. Forlængelse af linje 33 til Søvang, da Tårnby nedlægger den nuværende buslinje.
  2. Udvidelse af afgangstiderne for linje 35 i løbet af dagen og myldretiden

På mødet skulle der desuden drøftes udfordringen om natbusbetjeningen, som regionen er ansvarlig for.

Konservative ønsker at bestille natbus fra lufthavnen til Dragør og lade linje 33 køre til Søvang om natten, hele ugen.

Venstre stillede forslag om, at der kun er betjening til Søvang og Lufthavnen i weekenden. Et forslag Konservative stemte vi imod, da de ønsker frekvensen hver dag, hele ugen.

”Vi vil ikke være med til at skabe et A og B hold af borgere afhængige af hvor de bor i kommunen” skriver Kenneth Gøtterup (C) i et indlæg på Facebook.

Kenneth Gøtterup (C)

Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti støttede imidlertid Venstres forslag med det resultat, at Søvang ikke skal forvente natbus i hverdagene, men alene i weekenden.

”Vi er med de Konservatives forslag på vej til bedre busbetjening hele døgnet, men ærgerligt at Venstre, DF og Socialdemokraterne ikke vil arbejde for natbusbetjening til Søvang og fra lufthavnen hele ugen, men kun i weekender. Når Socialdemokraterne slår sig op på sloganet “sammen om Dragør”, må vi konstatere at det ikke gælder Søvang”, skriver Konservatives Kenneth Gøtterup videre i sit indlæg.

Borgmester Eik Dahl Bidstrup (V) svarer igen på Gøtterups kritik:

Borgmester Eik Dahl Bidstrup (V)

”Ja livet er nemt når man er oppositionsparti og ikke behøver at se tingene i det store perspektiv. Der er to gode grunde til at jeg foreslog som jeg gjorde.

  1. At med en kommunalt betalt natbusbetjening i hverdagen vil regionen efter al sandsynlighed drage konklusionen at når Dragør kommune selv har råd til natbusser i budgettet er der ingen grund til en regional natbus til Dragør. Konsekvensen vil være at de stopper 350S som natbus- og ja hvorfor så ikke spare den væk resten af døgnet når nu Dragør kan flotte sig med natbusser i hverdagen? Det vil være katastrofalt for en stor del af Dragør.
  2. Konservative vil som oppositionsparti efter al sandsynlighed ikke tage medansvar i budgettet (man kan dog håbe) og vil derfor heller ikke skulle finde de ekstra penge til natbusser i hverdagen i besparelser på andre områder af velfærden.
    Derfor mener jeg og heldigvis et flertal at dette var den bedste beslutning”, skriver borgmesteren i et svar på Gøtterups indlæg.

Noget tyder på at der er liv i den gamle historie om, at bor man i Søvang, så skal man have to biler i husstanden.

Den endelige beslutning vedr. busdrift bliver besluttet på næste Kommunalbestyrelsesmøde.

 

Seneste artikler

Vejarbejde genoptages

Efter en længere pause fortsætter arbejdet med udvidelsen af til- og frakørselsramperne til motorvejen ved Tårnby Torv

 

Fik du læst?