Sidsel Storm: ”Jeg vil have plads til både psykologien og musikken”

I foråret udgav Sidsel Storm sit femte album. Nu er hun netop blevet færdiguddannet psykolog. Og i fremtiden vil hun gerne have plads til begge dele. Hun starter sit nye kapitel med en gevaldig oprydning derhjemme og en ny simple living-livsstil. Mød Dragørs lokale jazzsangerinde, der som barn pjækkede fra skole for at komme med sin far på arbejde i musikskolen.

Foto: PR

Af Camilla Lærke Lærkesen

Hvor er det nu, vi har set dig før?

Det er som jazzsangerinde og i forskellige interviews i lokalaviserne i tidernes løb. Jeg er vokset op i Dragør med en mor, der var lærer, og en far, der var musikskolelærer. Jeg har altid været med min far på arbejde og somme tider også pjækket lidt fra skole, så jeg kunne komme med på Musikskolen. Jeg begyndte til kor, da jeg var 5 år.

Jeg sang rock, da jeg mødte min mand i 2002 på Den Rytmiske Højskole. Peter spillede jazz, og der var en helt ny verden, der åbnede sig for mig. Jeg fandt ud af, at min stemme egner sig meget bedre til jazz end til rock og pop. Jeg er sammen med Peter på 17. år nu. I dag synger jeg jazz, og han spiller og producerer popmusik.

Hvad består din hverdag af?

Vi har tre børn, så jeg er travlt optaget i hverdagen. Det er svært at finde tid til at skrive musik. Nu har jeg fået en sangskriverpartner i min pianist, Magnus. Jeg plejer at skrive alene eller med min mand, men der har ikke været så meget tid med tre børn på 2, 4 og 8 år.

I øjeblikket er mit lydstudie fuld af flyttekasser, fordi vi er på vej ud af vores rækkehus. Vi skal prøve noget nyt: simple living, small living. Vi har solgt næsten alle vores ting for at få plads til ingenting. Det er så fedt! Når man har tre børn, har man også meget legetøj og tøj, man ikke bruger. Det er dejligt at kunne give det videre til nogle, der har brug for det. Jeg tror, jeg har fået nok at materielle ting. Nu skal der ske noget nyt i livet, og vi starter fra nul.

Hvad er den største nyhed i dit liv lige nu?

Jeg er lige blevet færdiguddannet psykolog. Jeg vil gerne starte min egen selvstændige praksis en dag, så jeg kan finde en vej, hvor der både er plads til psykologien og musikken. Som selvstændig kan jeg planlægge min egen tid og lægge koncerter og turneer i kalenderen. Til efteråret skal jeg for eksempel til Japan for at spille.

Hvad er dit yndlingssted i Dragør?

Strandengene! Min mand friede til mig på strandengene med champagne og roser under et lille træ. Så de har en speciel betydning. Men jeg kan også få inspiration af at gå en tur på havnen. Der er en helt særlig stemning.

Hvad er din yndlingsbegivenhed i Dragør?

Madmarkeder og musik på havnen, er jeg glad for. Jeg synes, at Dragør er rigtig god til at arrangere sådan noget og give plads til, at der kan opstå nye ting. I gamle dage var der noget, der hed Dragør Visefestival, og der var jeg ret aktiv. Det var blandt andre min far, der stod for den. Det kom senere til at hedde Dragør Musikfest.

Hvad er dit bedste Dragør-tip?

Jeg er blevet vinterbader! Og det er det bedste, jeg har gjort for mig selv. Dét vil jeg gerne slå et slag for! Dragør Søbad er i det hele taget min nye lille perle i Dragør, som jeg alt for sent har opdaget.

Navn: Sidsel Storm

Alder: 36 år

Beskæftigelse: Jazzsangerinde  www.sidselstorm.dk

 

 

Seneste artikler

 

Fik du læst?

Tivoli er åben…

FORÅR: Iklædt påskegult åbnede Tivoli i dag portene til dette års sommersæson, der varer til 22. september. Forlystelseshaven lægger ud med at markere Påske i

Læs mere »