Grønthandleren på Kongevejen takker af

Til oktober lukker Dragør Frugt, Grønt & Blomster efter 24 år på Kongevejen. Blomsterpigerne skal henholdsvis til at studere og på pension, og for indehaver Henrik Bæk Andersen er det tid til at nye veje.

En kendt skikkelse i gadebilledet på Kongevejen takker af. Henrik Andersen lukker forretningen Dragør Frugt og Grønt til oktober. Foto: DragørNyheder.dk

Af Pia Melander Guilbert

At skubbe døren op og træde ind i grønthandleren på Kongevejen er som at gå over tærsklen til en tidslomme. Den kølige luft kombineret med duften af krydderier og blomster minder om dengang, man købte kød hos slagteren, brød hos bageren og grønt hos grønthandleren. Intet dansk supermarked dufter så godt. Til oktober er det ikke desto mindre slut. Søndag aften offentliggjorde indehaver af Dragør Frugt, Grønt & Blomster, Henrik Bæk Andersen, at forretningen lukker.

– Det har været en svær beslutning, der har været længe under vejs. Nogle vil nok mene, at jeg burde have truffet den for et par år siden, fortæller Henrik Bæk Andersen til DragørNyheder.

To løg, fire æg og en porre

Konkurrencen fra supermarkederne, der efterhånden har så skarpe priser, at det næsten bedre kan betale sig for Henrik at købe sine varer dér end på Grønttorvet, er blot en af årsagerne til lukningen af Dragør Frugt, Grønt & Blomster.

– Min kernekunde er ægteparret, der er gået på pension og godt kan finde på at komme herned to til tre gange på en dag. For ældre mennesker er det dejligt, at de her kan købe to løg, fire æg og en porre. Turister, der kommer slentrende ned ad gågaden og lige skal have blomst, har vi også en del af, men familierne med to til tre børn ser vi ikke rigtig. Og jeg forstår det godt. Når man endelig har fri, vil man gerne købe alt på et sted, konstaterer Henrik, der virker afklaret og usentimental.

Forladt af blomsterpigerne

En vigtig årsag til lukningen er også, at Henrik til efteråret mister alle sine nuværende blomsterpiger.

– De to unge skal til at læse, og Kirsten, som har været en god, trofast medarbejder i 13 år, går på pension. Samtidig er der kommet ny ejer af ejendommen, og huslejen stiger. Sammenlagt er det udfordringer, der gør det for hårdt at fortsætte, men jeg håber meget for byen, at der kommer en anden lille butik, som lyser op i gadebilledet, bemærker han.

Flittig vitaminrig mand søger job

For Henrik selv venter der efter 24 år som grønthandler en ukendt fremtid. Kun én ting ved han: Han åbner ikke en ny butik.

– Jeg har haft rigeligt med spekulationer og økonomisk usikkerhed. Nu vil jeg gerne have et arbejde, der giver bedre plads til også en gang i mellem at holde fri og tage på ferie med familien.

Faktisk håber han lidt på, at der en dag kommer én ind i butikken og tilbyder ham et job.

– Jeg kan godt lide at have et arbejde, hvor man skal køre, men er jeg åben for hvad som helst, konkluderer han.

 

Seneste artikler

 

Fik du læst?

Tivoli er åben…

FORÅR: Iklædt påskegult åbnede Tivoli i dag portene til dette års sommersæson, der varer til 22. september. Forlystelseshaven lægger ud med at markere Påske i

Læs mere »